Dengang før dengang i dag

Carrie Bradshaw anno 2013 anno 1984

Okay, det var på en eller anden måde gået min næse forbi, at The Carrie Diaries var begyndt. I ved - Carrie Bradshaw, da hun var teenager, pre-Manhattan. Heldigvis kom den kære Janse mig til undsætning, ved selv at skrive om den på sin blog, så jeg skulle selvfølgelig lige se hvad de nu havde fundet på.

Jeg har indtil videre kun set de første to afsnit, men jeg er faktisk ret imponeret. Jeg skulle lige bruge nogle minutter på at vænne mig til at Carrie lige pludselig kun er 16 år gammel. Jeg føler det på en eller anden måde nemmere at relatere til hende som nogen-og-30-årig end som 16-årig..
Men så snart jeg kom mig over det var det overvejende positivt. Serien foregår i 80'erne, og der må man sgu give kostumefolkene kado, for det har de virkelig klaret godt. Det ser på den ene side realistisk 80'er-agtigt ud, og på den anden side ser det bare skide godt ud!
Og Carries første fyr er også bare perfekt castet. Hamrende lækker på en skjult måde - very SATC ;)

Der er nogle fejl i pilotafsnittet som irriterer mig en anelse. Vi ved jo alle sammen (i hvert fald os nørder), at Carries far skred da hun var lille, så det er lidt underligt at skulle forholde sig til, at han er alt hun har. Og den oprindelige Carrie var venstrehåndet, men den kan jeg så godt leve med hehe.
Men helt ærligt - Manhattans skyline i 80'erne indebar altså to meget karakteristiske tårne..

Men det bliver på en måde gjort godt igen med alle de diskrete referencer til den originale serie. Den lille halskæde med C'et, som før var hendes navn, de vilde krøller, den åbentlyse besættelse af mode og skrivebordet foran vinduet. Man bliver jo helt nostalgisk hehe.
Og vigtigst af alt - serien efterlader mig med den samme følelse som den oprindelige gjorde. Man bliver glad, inspireret og fuld af gå-på-mod på en måde. Det er da dejligt (: