En omvendt verden

Mit liv er ret sært lige for tiden. Når jeg tænker over det burde jeg være helt nede i kulkælderen - i løbet af den sidste måned er jeg blevet både single og universitets drop-out, jeg har ingen anelse, om jeg kan betale min husleje i næste måned og jeg skal til hjertelæge i morgen for at finde ud af, om der mon virkelig er noget galt. 

Men jeg er bare på ingen måde nede! Jeg har lige haft endnu en dejlig arbejdsdag, efterfulgt af mad og film med et par super gode kammerater, jeg har tilbragt weekenden i selskab med de skønne tøser på billedet og generelt føler jeg mig bare virkeligt glad.
Hvorfor kan livet ikke bare altid være sådan? I ved, der hvor man bare kun kan fokusere på det gode ting i livet. Sandt, panikken lurer da lige under overfladen, men lige nu vil jeg bare gerne holde fast i den her følelse af noget nær lykke så længe som muligt, og måske endda styrke den!

I går, da jeg kom hjem i København havde jeg den særeste oplevelse. Jeg sad i bussen, totalt kvæstet efter tre dage med for meget alkohol, og to timer i et tog. Jeg var forberedt på at komme hjem med samme følelse som Janni, af at København bare var stedet for mig, og at Fyn var for lille til mg. Men igen reagerede jeg helt modsat! Mens jeg sad og kiggede på solbeskinnede Odense, som strøg forbi mig på den anden side af ruden, kunne jeg igen mærke samme lykke, som jeg følte lige da jeg flyttede hertil. Jeg forelskede mig helt, i min lille fynske hovestad igen, og det samme skete her til aften, mens jeg cyklede gennem byen i en lun forårsnat med duften af forårsregn (hvor gør forår altså også bare alt bedre!)

Med en lækker lejlighed, fantastiske venner og et skvæt af optimisme, hvem gider så bekymre sig om virkelighedens panikangst? :b
Damn, jeg lyder seriøst corny her til aften, men hvis bare en smule af min optimisme kan smitte jer (og mig selv, når jeg genlæser det her på en dårligt dag haha), så står jeg gerne inde for lidt klummeagtig lommefilosofi (: