Anmeldelse - Cloud Atlas

For efterhånden lang lang tid siden, var jeg inde og se filmen Cloud Atlas. Jeg blev så voldsomt fascineret af den, at jeg blev nødt til at læse bogen bag den. Et par dage og 82,- senere lå bogen på mit natbord - klar til at blive læst. Efter hvad der føles som en evighed, er jeg endelig blevet færdig med den, og jeg har seriøst kun gode ting at sige om den!

Bogen, som er skrevet af David Mitchell, handler helt kort om seks forskellige historier. 

• Den første foregår i 1850, og handler om Adam Ewing. En notarius som er ude og rejse, og oplever hvordan de "lavere menneskelige racer" bliver behandlet. 
• Nummer to foregår i 1931, og handler om Robert Frobisher. En komponist som prøver at slå igennem, men som er blevet afskrevet af sin familie, på grund af sin biseksualitet og seksuelle eskapader.
• Den tredje foregår i 1975, og handler om Luisa Rey. En journalist opdraget til, at sandheden skal frem for en hver pris. Også selvom det kan koste dig livet.
• Fireren foregår i foregår i 2012, og handler om Timothy Cavendish. En forelægger, som bliver snydt til at indlægge sig selv på et plejehjem, hvor han bestemt ikke mener han hører hjemme. 
• Den femte foregår i 2144, og handler om Sonmi-451. En koreansk, kunstigt fremstillet tjener, som udvikler personlighed og selvstændige tanker.
• Den sjette og sidste foregår i 2321, og handler om Zachry. En fårehryde i en postapokalyptisk fremtid, som kæmper for at overleve.

Hver historie begynder i kronologisk orden, men bliver afbrudt af den næste midt i det hele. Sådan fortsætter det indtil den sjette historie, som man får lov til at læse færdig, og så fortsætter de andre de omvendt kronologisk orden, så bogen begynder og ender med Adam Ewing. Undervejs i hver historie finder man ud af, at de på hver deres måde er i gang med at læse den foregående historie, og det hele bliver bundet meget imponerede sammen.
En af de helt smukke elementer er, at alle seks hovedpersoner har et kometformet modermærke, som symboliserer båndet mellem de her personer, som ellers intet har med hinanden at gøre. En fin måde at skære ud i pap, at selvom de alle kæmper med vidt forskellige problemer, så er det i bund og grund den samme kamp de kæmper. 

Noget af det aller mest imponerende ved bogen, er den måde hvorpå Mitchell har leget med sproget. Hvert afsnit er bygget op på sin egen måde, og med sit helt eget sprog. Det er især spændende at læse hvordan han tror sproget kommer til at udvikle sig i fremtiden. Jeg kan afslører, at det først bliver utroligt kommercielt baseret, og derefter bliver alt overflødigt skåret fra. Det er vildt godt skrevet!

Bogen er skide god underholdning, men den er naturligvis også meget mere end det. Den er en kommentar på den uendelige grådighed, som ligger dybt inkarneret i den menneskelige race. Den viser hvordan der altid skal være nogen, som forsøger at undertrykke andre, fordi de mener at det er deres ret. Den viser vores evige jagt efter mere til sidst vil blive vores undergang. Og den viser, at det eneste vi kan gøre for at forbedre det, er selv at forbedre os.
Ja, det lyder corny her, men det er virkelig godt i bogen.

På min skala fra 1-5 vil jeg give den en solid karakter på 4,5.
"Jamen hvis du er så vild med den, hvorfor så ikke bare give den 5?"

Fordi den har én stor fejl, som bare er umulig at komme uden om for sådan en som mig. Det er altså de færreste, som læser en hel bog over bare et par dage, så når der er gået en måned siden du sidst læste om Robert Frobisher, så er det altså svært at huske hvad det nu helt præcist var der skete med ham, og hvem den og den karakter nu lige var. Man mister bare noget af sammenhængen på bekostning af den fede opbygning, og det er super ærgerligt. 

Men det er så også bare den absolut eneste fejl jeg kan komme på. Bogen er fantastisk. Filmen er fantastisk. Læs den, se den, gør hvad du helst vil, men du må ikke snyde dig selv for den oplevelse det er, for det er virkelig noget af det mest fascinerende jeg længe har oplevet! (: