Anmeldelse - Pride and Prejudice

Hen over mine sidste eksaminer gav jeg mig i kast med en af de mange klassikere jeg har liggende på hylden, og som bare venter på at blive læst. Lige for tiden kan jeg ikke få nok at kærlighedshistorier, så jeg kastede mig spændt over en af de helt store.

Alle kender nok historien, men stadig - ingen spoilers! (:

Hvis der skulle sidde en enkelt derude, som ikke ved (eller ikke helt kan huske) hvad den handler om, så er det historien om Elizabeth Bennet, der er nummer to ud af en søskendeflok på fem unge piger. Familien har ikke mange penge, så moderens største mål her i livet er at få giftet sine døtre så gunstigt som muligt. Noget hun selv besværliggør i høj grad, da ingen vil kendes ved at være i familie med så underlig en kvinde.
Elisabeth har ben i næsen, og nægter at gifte sig for at tilfredsstille hendes familie. Hun vil selv vælge den mand hun elsker, og historien handler om hvordan hun finder ham.

Det er selvfølgelig vigtigt at huske, at bogen er 200 år gammel. Den foregår altså i en helt andet tidsalder, og benytter et helt andet sprog end jeg er vandt til at forholde mig til. På det seneste har jeg snildt kunne snuppe en 400 sider på et døgns tid, men denne gange tog det mig alligevel godt og vel 14 dage at komme igennem de 373 sider.
Men man kan ikke benægte, at Jane Austens sprog er utroligt velformuleret. Om end det kan være noget svært at komme igennem en sætning der fylder syv linjer, og når at dække fire emne, når man ikke er vandt til det (lige som den her efterhånden gør :b), så skaber det bare en helt speciel stemning. Man kan bedre forholde sig til de afmålte følelser og den meget respektfulde opførsel, når det ikke er omgivet af moderne ordstilling.

Jeg blev overrasket over at opdage, at bogen ikke udelukkende følger Elizabeth. Gang på gang får vi også indsigt i hvad en lang række af andre karakterer tænker for sig selv, og på den måde kan man som læser sidde og krumme tæer over deres misforståelser.
Det var sjovt at læse en kærlighedshistorie så anderledes end hvad jeg er vandt til. I moderne litteratur bliver de nærmest altid uadskillelige fra første øjekast, men i dette tilfælde gik der flere måneder før der opstod så meget som én eneste kærlig tanke mellem de to. Og endnu mere spændende var det at opleve en historie, hvor størstedelen af siderne handler om et helt andet drama end det overordnede. Det skaber et mere fuldendt univers og en virkelighedstro historie med kæmpe indsigt for læseren.

Samlet set fik jeg alt hvad jeg havde ønsket mig af denne bog. En kærlighedshistorie der kunne få mig lidt ned på jorden igen efter alle mine young-adult dystopians (yeah right, som om jeg er færdig med dem :b). Og så fik jeg krydset endnu en bog af listen, med stor tilfredsstillelse. Så snart man vænner sig til sproget åbner der sig en utroligt detaljeret verden solidt forankret i virkeligheden. Af og til får man måske lidt for mange detaljer, - jeg er seriøst ligeglad med hvor mange planter der er i den have - men for det meste holdes tempoet, og man får en dejlig historie.
Jeg vil give bogen 4 ud af 5 på min skala, fordi det virkelig er en god bog. Det er måske ikke en pageturner på samme måde som nyere litteratur, men den er jo ikke blevet en klassiker for ingen ting. Den giver en eviggyldig problematik i et fjerntliggende samfund, som gør det muligt både at relatere til den samtidig med at man oplever noget helt ukendt (:

Jeg har som sagt afsluttet en hel bogserie mere siden jeg blev færdig med denne, og er begyndt på en ny, så der kommer forhåbentligt snart mere litteratur i universet. Jeg skal bare lige tage mig sammen, og så skal jeg have slået den virus ihjel som pt. har indtaget min krop :b