Kvinden I Buret

Det hører til sjældenhederne, men af og til sker det, at størstedelen af Danmark går sammen og er rungende enige om noget. Det plejer som regel at være reserveret til store sportspræstationer, eller generelt når danskere klarer sig godt i udlandet. Da Jussi Adler-Olsens bog Kvinden I Buret blev filmatiseret sidste år, var det et af de sjældne tilfælde. Hele landet gik praktisk talt rundt med armene over hovedet, og erklærede at et nyt mesterværk kunne tilføjes den danske filmskat.

Jeg blev ligesom alle andre grebet af rusen, men nåede af en eller anden grund aldrig omkring at se filmen mens den kørte i biografen. Som tiden gik besluttede jeg mig så for, at jeg lige så godt kunne læse bogen først, og så se filmen. Bogen blev jo også hyldet ganske overvældende, så det var sikkert et ganske udmærket udgangspunkt. Og det var den helt bestemt! Jeg læste bogen i sommerens hede, og slugte hvert et ord med en skøn blanding af fryd og rædsel. Skal ikke kunne sige, hvorfor jeg aldrig fik skrevet nogen anmeldelse herinde, men historien og detaljerne er umiddelbart for langt væk nu, til at det ville give mening.

Hvorfor begynder jeg så overhovedet at plapre om den nu to måneder senere? Fordi jeg endelig har fået taget mig sammen til at se filmen, og hold nu op for en skuffelse! Jeg skal gerne indrømme, at forventningerne var tårnhøje. Andet kunne jo ikke rigtigt lade sig gøre, med så fantastisk anmeldelser og så solidt et fundament som udgangspunkt.
Så kæresten og jeg satte os til rette med slik, tæpper og fuld knald på hjemmebiografen. Og allerede fra åbningscenen sidder jeg og brokker mig over, hvordan alt bare er forkert. Alt lige fra Carls fortid over Assads rolle og til Meretes tilfangetagelse. Jo, selve historien om en hærget politimand og en kvinde i et "bur" var da god nok. Men alle detaljerne, alle nuancerne, alt der for alvor bandt historien sammen var enten forkert eller helt udeladt.

Jeg har set så mange fantastiske filmatiseringer på det seneste, hvor de har afveget fra bogen på en naturlig måde, hvor det stadig fungerede og gjorde originalen ære, og det var hvad jeg forventede her. Men det var bestemt ikke hvad jeg fik. Jo, det var helt sikkert en ganske udmærket film med nogle af de bedste skuespillere vi har at byde på herhjemme. Men som en filmatisering fald den altså grumt til jorden.
Og nu kommer efterfølgeren Fasandræberne så i næste måned. Som med så mange andre serier, så er jeg jo nødt til at se hvad der sker, nu hvor jeg er gået i gang. Men det bliver bestemt ikke med de samme høje forventninger. Faktisk bliver det nærmere med nervøsitet og paraderne oppe.