Wake Me Up When September Ends

Der var en gang, i hvad der føles som en helt anden livstid, hvor jeg på ingen måde kunne gennemgå en september måned uden at høre denne sang minimum én gang om dagen. Det var dengang, jeg var emo. Dengang jeg var sort fra top til tå (mere end i dag altså..), dengang jeg bare ville være lige så sej som min bedste veninde, og dengang jeg havde et kæmpe crush på hendes satanistiske bedste ven.

Det var også dengang hele grundstenen for, hvem jeg er i dag, blev lagt. Det var dengang, jeg fandt ud af, at jeg bedre kunne lide at være glad og larmende end stille og trist. At jeg havde det bedre med at skille mig og ud være lidt underlig end at kæmpe for at passe ind og blive accepteret. Det var dér jeg lærte at sige 'fuck it', og bare gøre som jeg havde lyst til i stedet. Det var dengang den førnævnte veninde introducerede mig til en stor del af den musik, som i høj grad skulle være med til at definere mig som mig. 

Det gjaldt blandt andet Green Day og deres American Idiot-album (som udkom i 2004 - holy shit, det er 10 år siden!?). Jeg lærte lynhurtigt at elske hele det populære album, og jeg tror stadig mere eller mindre, at jeg kan det fra ende til anden. Men det nummer, der gjorde mest indtryk på mig, var helt sikkert dette, og lige præcis denne version er stadig et af mine ynglingsnumre i dag. Jeg får de vildeste kuldegysninger, hver gang jeg hører det og af og til også en lille bitte tåre i øjenkrogen. Det er i sandhed bare.... smukt!

Det er som sagt mange år siden nu, og jeg er et helt andet sted i mit liv i dag. Veninden har jeg ikke talt med i årevis. Satanisten blev mit første kys, min første kæreste og min første katastrofe. Og september var næsten slut, før min telefon tilfældigt shufflede nummeret ind i mine øregange den anden dag. Så har jeg til gengælde også mere eller mindre hørt det på repeat lige siden haha.

Nummeret - og især denne version - rammer stadig et eller andet helt specielt i mig, hver gang jeg hører det. Melankolien er til at tage og føle på, og stemningen passer bare perfekt til det tiltagende efterår. Lige i år har jeg vitterligt også bare haft lyst til at lægge mig til at sove som en anden Tornerose og så bare bede nogen om at vække mig, når september ender.
Studiet og jobbet har virkelig tappet mine kræfter, men der har heldigvis også være tid til skønne oplevelser og hyggelige stunder.

Om vi vil det eller ej, så er det nu september ender for i år. Ifølge mit ur er der nu under to timer tilbage faktisk, og når mange af jer læser det her indlæg, har vi garanteret allerede budt oktober velkommen.
Det er på tide at vågne op og stå til ansigt med en ny måned, nye udfordringer og nye oplevelser. Jeg vil i hvert fald tage imod oktober med åbne arme og vinke på gensyn til september.

Men først vil jeg sove længe. Jeg har nemlig fri i morgen haha