Anmeldelse - the Noughts & Crosses Sequence

Så er jeg (endelig) nået igennem endnu en bogserie, og I skal naturligvis ikke snydes for mine tanker herom.

Noughts & Crosses er en historie om racisme i England. Lad mig stoppe dig med det samme, for det er bestemt ikke hvad du tror. Rent faktisk vil jeg vædde med, at Malorie Blackmans Noughts & Crosses er det stik modsatte af hvad du tror. Som udgangspunkt er det nemlig i denne historie de sorte, der er altdominerende, og de hvide som er underkuede og drømmer om et bedre liv.
Serien strækker sig over fire bøger: Den første er Noughts & Crosses, hvor vi følger Callum, som er et nought (de hvide) og Sephy, som er et Cross (de sorte) gennem deres teenageår i kampen for umulig kærlighed. Nummer to er Knife Edge, hvor vi følger Sephy og Jude, Callums storebror og deres håndtering af uretfærdigheden i den verden de begge lever i. Den tredje bog hedder Checkmate, og her følger vi Sephy og hendes datter Callie Rose, som vokser op i en verden der hader hende på grund af hendes far, som hun aldrig har mødt. Og til sidst kommer Double Cross, som følger Tobeys forsøg på at finde en plads i Callie Roses liv.

Jeg vil gerne have lov til at advare jer om, at dette ikke er en serie, gør dig varm af lykke indeni. Den er hård og brutal, og fuld af usympatiske, manipulerende og tankeløse karakterer. Men jeg kunne føle deres smerte, og det var gennem dén, at jeg i sidste ende endte med at holde af hver enkelt af dem tur efter tur.
Som sagt handler historien overordnet om racisme, men den handler også om, hvor selviske vi mennesker ofte er, og hvor forfærdelige valg vi nogle gange træffer. I modsætning til Hollywoods smukt redigerede verden kan vi ikke slippe af sted med dårlige valg i virkeligheden uden at rammes af konsekvenserne, og sådan er det også i Blackmans univers. Hvis du dummer dig her, får du smerten  at føle - og ofte med renters rente!
Denne serie viste sig slet ikke at være, hvad jeg havde regnet med. Den viste sig at være en lærerig oplevelse, som satte verden i et helt nyt perspektiv for mig. Det var faktisk en stor udfordring hele vejen igennem historien at huske på, at det var de hvide der rent faktisk var ofrene i dette tilfælde. Især nogle af karakterernes desperate tanker om, 'hvis bare det var omvendt' ramte mig hårdt, for det var det jo netop, og jeg blev helt knuget af en desperation for hjælpe dem alle sammen til at forstå.

Det var helt sikkert en fængende historie, og selvom den ofte gjorde mig ked af det og vred, så var jeg stadig vild med det meste af den. Det vil sige, jeg var mere eller mindre målløs over de to første bøger, og den tredje bandt en bittersød sløjfe om det hele og satte et perfekt punktum for historien uden at blive sukkersød. Efter min mening skulle Blackman have holdt sig til sin oprindelige plan, og ladet historien ende her. I stedet lavdede hun Double Cross, og ødelagde det hele. Den sidste bog passede på ingen måde ind nogen steder, og Tobey var en karakter jeg på intet tidspunkt endte med at holde af. Faktisk afskyede jeg ham mere for hver side jeg vendte, så jeg vil anbefale folk ikke at læse den sidste bog..

I alt vil jeg give serien 3 ud af 5. Det er en virkelig god historie og et spændende perspektiv på verden, men der var en del elementer ved Blackmans skrivestil, som med tiden irriterede mig grænseløst. Derudover synes jeg det er utilgiveligt for en forfatter sådan at miste pusten undervejs. Det startede virkelig godt, og blev endnu bedre før det styrtdykkede og endte et sted, hvor jeg desværre slet ikke kunne genkende historien længere.