torsdag den 16. januar 2014

Anmeldelse - Divergent, Insurgent & Allegiant

For en måneds tid siden, da jeg var færdig med The Hunger Games trilogien, spurgte jeg lettere panisk, hvilket univers jeg skulle kaste mig over næst. Well, svaret kom helt af sig selv et par dage senere, da jeg skulle bestille de sidste julegaver hjem. Jeg kastede mig ivrigt over Divergent-trilogien, og 11 timer senere var jeg nået igennem den første i rækken :b

Det er igen gået pænt hurtigt med at få læst hele serien, og jeg er faktisk blevet ret begejstret for det der med at anmelde en hel serie samlet, så I får endnu en gang en samlet anmeldelse (:

No spoilers!

Divergent er endnu en dystopian. Den foregår i en fremtidig version af Chicago, hvor samfundet er delt ind i fem forskellige factions. Hver faction repræsenterer en dyd, som de hver især mener er det der skal til for at forhindre krig. Amity er de fredelige, som mener vold og aggression er grunden til krig, Abnegation mener det er selviskhed og grådighed, Candor mener det er løgne og uærlighed, Erudite mener det er uvidenhed og Dauntless mener det er frygt og kujoneri. Når man er fyldt 16 skal man på choosing day vælge hvilken faction man vil tilhøre og leve efter resten af sit liv.

Da Beatrice Prior skal vælge er hendes testresultater tvetydige. De fleste er kun egnet til én faction, men Beatrice passer ind i både Abnegation (hvor hun er vokset op), Erudite og Dauntless. Hun ender med at vælge Dauntless, og herfra udvikler hendes liv sig, i en helt anden retning end hun nogensinde havde forestillet sig.

Historien ender som en klassisk blanding af revolution og kærlighed. Vi følger Tris mens hun forsøger delvist at redde, genskabe og genfinde sit liv og sin verden. Samtidig er hun også bare en ung pige, i en helt ny omverden, med en episk romance.
Veronica Roth skaber ikke den perfekte kærlighedshistorie, men den mest medrivende jeg længe har set. Gennem alle tre bøger sad jeg konstant, og heppede på, at de tog sig sammen og gjorde det rigtige så de kunne blive lykkelige!
Men som en ekstra seriøshedsbonus, er det ikke kun Tris' kærlighed vi følger, men også de stærke bånd hun knytter til de andre medlemmer af hendes nye faction. Her sættes hun om muligt endnu mere på prøve hele tiden, og hendes venskaber testes gang på gang på umenneskelige måder.

Fordi bogen skal forestille at foregå i Chicago, er det muligt for Roth konstant at give os nogle meget konkrete beskrivelser af omgivelserne. Jeg sad hele tiden med et meget klart billede af, hvor jeg var, og hvis jeg var i tvivl,  kunne jeg bare google det, fordi det hun beskriver er virkelige bygninger og monumenter. Men hvad endnu bedre er, er at hun på ingen måde har glemt, at der findes en verden uden for deres samfund. De ved den er der - de er bare bange for den, fordi den er fremmed. Det skal dog i løbet af de tre bøger vise sig, at de ikke kan blive ved med at ignorere verden uden for.

En sjov detalje ved trilogien, som jeg har bidt mærke i, er at der i Divergent konstant lurer en overraskelse under overfladen, men den er ikke ret godt skjult. Jeg havde ofte regnet det kommende twist ud før det blev afsløret, men det var ikke sådan, at den blev kedelig og forudsigelig. Det var nærmere en lille sejr, at opdage, at jeg havde ret.
I Insurgent og Allegiant derimod, er der så mange overraskelser, som kommer fuldstændig uforudset! Nogle få af tingene har man måske frygtet underbevidst, men jeg havde i hvert fald ikke set de fleste komme! På den måde taber serien ikke pusten undervejs, som Hunger Games gjorde, men sætter derimod tempoet op for hver vendt side!

Noget andet der godt og grundigt hev benene væk under mig var, hvordan Roth slår sine karakterer ihjel med en nærmest George R. R. Martin (Game of Thones)-agtig nådesløshed, og generelt bare er ubarmhjertigt overfor deres fornuft og følelser.
Jeg har lovet, at jeg ikke vil spoile noget, i tilfælde af, at der sidder endnu en dystopisk sjæl derude. Jeg kan dog, uden at sige for meget, afsløre, at jeg aldrig har grædt så meget over en bog, som jeg gjorde over Allegiants sidste 50 sider!

Samlet set vil jeg give serien 4 ud af 5. Og pludselig ville jeg ønske, at jeg kun havde givet Hunger Games 3 (måske 3,5), for Divergent-serien har bare alt det jeg manglede i Hunger Games, men den er ikke livsændrende nok til, at jeg kan forsvare 5 ud af 5 :b
Du får et medrivende drama, der ender er helt andet sted end den starter, i et gennemført univers, med livagtige katakterer og en rørende kærlighedshistorie. Du skal selvfølgelig være til det teenageuskyldige format, der så ofte præger en young-adult dystopian, for at kunne lide den, men der findes også en adult-version, som jeg stadig overvejer at få fingrene i ;)

Det er i skrivende stund godt og vel tre uger siden, at jeg stortudende vendte den sidste side i Allegiant, så bare rolig. Jeg er ikke panisk for at finde mit næste univers denne gang. Jeg har allerede fundet en hel bunke af universer at kaste mig over! Det første i rækken står allerede på min hylde, og venter på at blive bragt til live i mit hoved. Men først, skal jeg lige være færdig med Pride and Prejudice, som jeg endelig har kastet mig over. Åh hvor jeg elsker bøger! (:

4 kommentarer:

  1. Du sælger den godt.. Er fristet xD

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis jeg kan friste dig til at læse teeny popkultur, så må jeg næsten have lidt salgsevner ja :b
      Men ja, jeg var også ret begejstret for serien, så synes du skulle overveje det (:

      Slet
  2. Åh, jeg har det meget blandet med, om jeg skal læse den eller ej. Har hørt så meget kritik af 3'eren!

    SvarSlet
    Svar
    1. Af 3'eren? Hmm.. Den er meget anderledes end de to andre, og historien rykker sig så meget, at man nærmest ikke ville kunne genkende den, hvis man sprang 2'eren over. Dermed ikke sagt, at det gør den dårlig! Der er nogle små huller, som jeg forgæves håbede blev fyldt ud, men jeg har svært ved at være for alvor negativ over en bog, som formår at røre mig så dybt (:

      Slet