søndag den 29. december 2013

Because I'm Happy

Noget af det skønneste og skøreste ved mine forældre er, at de er mindst lige så tossede med børneunderholdning, som os unger er (hvis ikke mere!). Da vi juledag skulle finde en film at se sammen faldt valget derfor på Grusomme Mig 2. Hvem kan modstå en eftermiddag i selskab med de skønne minions? xD

Næstefter de dejlige gule figurer er det bedste ved filmen dog helt sikkert soundtracket. Jeg ved ikke, om jeg muligvis er den sidste i verden til at opdage den her skønne sang, men jeg er ligeglad! Det er nok det bedste ved den, for den får dig rent faktisk til at glemme alle dine problemer, og bare være glad xD

Den er med evigt utrolige Pharrell Williams, som bare altid har kunnet sætte en fest i gang i min verden. Den her er bare i en verden for sig selv!
Vågnede egentligt op med en følelse af rigtigt meget øv, fordi min forstuvelse gør super ondt lige for tiden, hvilket bare er super dårligt timet med arbejdsweekend og nytår lige om hjørnet. Kombineret med, at jeg er ved at få hold i nakken, min lejlighed ligner lort, jeg skal pludselig holde nytår i overmorgen, jeg har en eksamensopgave til den 3. som stadig ikke er færdig og jeg generelt bare er ved at løbe tør for tid syntes jeg bare ikke, at der var vildt meget der kunne få mig i gang i dag. Indtil jeg tilfældigvis kom til at lytte til Happy, og nu bare ikke kan stoppe med at danse haha xD

Hvis I bliver lige så glade som mig af den skønne sang, så lad VÆRE med at gå ind på 24hoursofhappy.com. Det er verdens første 24-timers musikvideo, hvor sangen kører i et uendeligt loop. Har nu hørt den uafbrudt i en halv time - jeg kan ikke få nok! 

Glædelig søndag! (:

torsdag den 26. december 2013

Ugen der gik #51

Er det bare mig, eller er der blevet sat en seriøs turbo på de sidste uger af året her? Jeg kan ikke følge med..
Oh that mo ;)
Greatness
  • Fik afleveret årets første rigtige eksamen. Krydser fingre for bestået hehe. 
  • Chilleri på landet. Her får "ikke at lave noget" bare en helt ny betydning :b
  • Fik Divergent hjem, som en lille julegave til mig selv. 487 sider på 11 timer er da ikke underligt? :b
  • Julefrokost med den gode gamle gymnasieklasse. Sjovt at se hvor folk er i dag. Jeg er åbenbart med i kampen om klassens gamle ægtepar :b
  • Verdens hyggeligste tømmermænd, men rundstykker, sodavand, chips&dip, bøger og pausefisk. Ja tak!
  • Og så tilbage på marken igen haha xD

Badness
  • E.K.S.A.M.E.N. Kom til at aflevere i et forkert format i første omgang, så håber virkelig mit andet forsøg gik igennem!
  • Var på to forskellige posthuse for at hente én pakke, fordi jeg tilsyneladende ikke kan finde ud af at læse..
  • Vandt endnu engang snydepakken i klassens pakkeleg. Følte mig pludselig utroligt meget tilbage i 1.G :b
  • Blev umiddelbart meget hurtigt meget fuld i forhold til alle andre. 
  • Vågnede op til at nogen havde hældt vand på mit gulv i løbet af natten. WTF?!

Man lærer så længe man lever - hvad lærte jeg?
  • Man skal huske at have styr på formalia før man uploader sin eksamen!
  • Jeg skal låse døren inden jeg går i seng når Sarah er fuld, for hun går åbenbart i søvne..
  • Divergent er en overraskende god serie! Fornemmer dog allerede, at filmatiseringen bliver lort.. 

Og sådan nåede jeg igennem endnu en uge, og er nu halvvejs gennem årets sidste hele uge. Ret sejt, at vi har en uge 53 i år også haha.
Jeg er fanget i en juledvaskhed, hvilket er noget seriøst lort eftersom jeg stadig har en eksamen til den 3. januar, og jeg skal arbejde stort set resten af året, så jeg skal snart have hevet mig selv igang igen! (:

onsdag den 25. december 2013

Jeg smutter

Om en måneds tid. I et par dage. Og jeg glæder mig!
Hvor smutter jeg hen? Tjo, jeg smutter somend bare et par dage til Berlin med min dejlige kæreste. Intet vildt eller fancy, men nok til at jeg glæder mig sygt meget (:

Er det meget egoistisk, at den julegave jeg er gladest for, er én jeg selv har fundet på? Det er vel en måneds tid siden jeg foreslog ham der bagerfløsen, at vi i stedet for at gå i koma over kæresteagtige julegaver og manglende inspiration bare kunne forkæle hinanden og tage til Berlin sammen. Så det gør vi. Og vi har lige booket rejse og hotel i dag. Det lyder så voksent :b

Rejsen er i virkeligheden bare 7,5 timer med bussen, men hotellet glæder jeg mig til. Vi kom hver især med et forslag, og jeg vandt fordi mit både var billigere og mere lækkert haha. Vi skal derfor bo på DAS Hotel, som ser mega lækkert ud, og har fået ret fine anmeldelser. Det er så vidt jeg har kunnet læse mig frem til også rimeligt nyt, hvilket bare er lækkert i mine øjne.
Lorte billedkvalitet, men lækkert værelse ;)
Jeg har kun været i Berlin et par gange, men min kæreste har aldrig været der (og han kan intet tysk), så det bliver mit ansvar at lege guide. Nogle gode råd Liv? Det er så længe siden jeg har været der, så kan slet ikke overskue hvor det er værd at gå hen og hvad vi skal se. Alle råd, tips og forslag modtages med kyshånd, om du så er indfødt berliner eller bare har oplevet noget fedt på en sviptur (:

Men det er som sagt først om en måned at vi skal af sted. Har lige et par eksamener mere som skal ud af verden, og så skal det times med friweekender og andet godt, men nøjh hvor jeg glæder mig (okay det har jeg sagt tre gange nu haha).
Har også så meget andet godt jeg skal have delt med jer. En opdatering på ugen, resten af mine skønne julegaver, og nå ja - jeg glemte helt at bloggen fyldte tre for præcis en uge siden. Vildt :b

onsdag den 18. december 2013

Ugen der gik #50

Bum bum, så nåede vi igennem årets næstsidste uge, og en smule til. Skulle lige igennem en eksamen, før jeg kunne give mig ro til at lege med jer igen, deraf den sene opdatering denne uge og manglen på indlæg sidste uge :b
Anyways, here we go! 
Tager totalt æren for min søsters utrolige konfektevner (:
Greatness
  • Har fået bestilt alle mine sidste julegaver hjem. Totalt overskudsagtigt :b
  • Et smut ved tandlægen - for en gangs skyld helt uden huller. Tak kære tænder, for at opføre jer ordentligt (:
  • Et lynhurtigt hyggevisit hos de gamle.
  • Blev endelig rask nok til at kunne komme af sted til min sidste eksamensvagt. Hej penge xD
  • Torsdagstur i biffen til den famøse Hobbitten. God tur - laaaaaang film!
  • Fredagstur i biffen til Catching Fire igen. Første gang jeg har oplevet en film være bedre anden gang! Tudede hele vejen igennem den.. 
  • Spontan bytur på den bedste måde. Genial nat! Af hvad jeg kan huske. Og en del akavet haha :b
  • Advents-søndags-hygge med hele familien og konfektmageri. Jul når det bedst (:
  • Og nå ja, så blev det til fem måneder med ham der bageren. Jaeh, jeg er gooey (:

Badness
  • 560,- for at få børstet tænder. Røvhul.. 
  • Eksamenslæsning bliver bare aldrig en fest, når man hellere vil læse skønlitteratur og se dårlige film (:
  • Selvfølgelig skulle min chef være flabet omkring min sygdom da jeg endelig kom på arbejde igen.. 
  • Ved godt at jeg allerede har sagt det, men Hobbitten er virkeligt lang! Kan slet ikke huske andet, end at den var lang.. 

Man lærer så længe man lever - hvad lærte jeg? 
  • Jeg savner de gode gamle dage, hvor animationer var dårlige. Kæmpeedderkopper ser bare alt for realistiske ud!
  • Man bliver bare SÅ meget mere engageret i et univers, når man kender karaktererne. 
  • Tre tøser + en flaske gratis rom = meget fuld, meget sjov aften!

Generelt har jeg faktisk haft en rigtigt god uge. Ikke en af dem, hvor man er overvældet af lykke, men en af dem hvor det er svært at finde noget negativt at sætte en finger på. Skønt! (:

tirsdag den 10. december 2013

Glam i Odense

Jeg har en svaghed. Hver gang jeg ser Sex and the City - om det så er den gamle serie, filmene eller den nye serie - går jeg og drømmer om, at mit liv kunne få bare en snert af den glamour de har. Der er bare ikke helt så meget glamour i Odense..
Men så er det jeg kommer i tanke om en af de mange grunde til, at jeg fik min tatovering. Den skulle minde mig om, at jeg selv har ansvaret for, at gøre mit liv til det jeg drømmer om!

Men, jeg synes jeg har været god til at putte mere glamour ind i mit eget liv, om ikke andet så i små doser. Lidt kvalitetsmake-up her, lidt ægte varer her og hvad jeg nu ellers har kunnet tiltuske mig af lækre sager. Og jeg ka' li' det ;)

Og efterhånden har min kære, fynske hovedstad fået endnu bedre muligheder for glam. Det er lidt gået min næse forbi i et stykke tid, men nu tror jeg endelig jeg er ved at være med. For vi har jo fået en ordentlig røvfuld nye natklubber! I løbet af de sidste tre måneder har vi både fået SlagterietKalas og UBN ONE. Har ikke nået at være nogen af stederne endnu, men mon ikke det kommer på et tidspunkt? (:


Jeg er begyndt at kigge lidt på rent faktisk at lave nogle nytårsfortsætter i år. Nogle der ikke hedder "gå mere i fitness", "spar mere op" og "et eller andet andet der aldrig kommer til at ske på den her måde".
Indtil videre hedder listen:

  • Se pigerne noget oftere. Gerne en gang om måneden. Hvor som helst i landet!
  • Tag ud og spise noget oftere. Oplev nogle af alle de skønne restauranter byen (og landet generelt) har at byde på.
  • Skru ned for teenageturene og prøv nogle flere af det mere "voksne" steder af og til. 
Og det geniale er, at hvis pigerne er med på den, kan alle tre meget nemt kombineres haha. Håber i hvert fald at det kan lade sig gøre, for jeg savner satme mine tøser. Og som Janse selv nævnte så sent som i går, så er det bare ikke altid lige sjovt at tage på et fedtet diskotek, drikke sig hjernedødt fuld og glemme hele natten inden man vågner næste morgen (:
Listen bliver nok længere inden året er omme, men jeg går efter at gøre 2014 til mit glam år xD

mandag den 9. december 2013

Ugen der gik #49

Overflod af kage ved åbent hus på Kold College
Okay, så det har i høj grad været en uge præget af sygdom. Er først nu ved så småt at nærme mig en tilstand man kan kalde rask! Men jeg har dog trodset vejret og helbreddet en smule undervejs (:

Greatness
  • Fik læseferie i tirsdags takket været omrokeringer af undervisning.
  • Handlede nogle af de mere besværlige julegaver sammen med min søster og hendes kæreste.
  • De nemmere julegaver er også begyndt at komme hjem. Jeg siger jer, jeg har nu oplevet den mest effektive levering nogensinde - selv i stormvejr!
  • Har også fået min nytårskjole hjem xD
  • Min kæreste er blevet færdig med endnu et hovedforløb i sin uddannelse, hvilket betyder kæmpe kagebord til fri afbenyttelse. Åh hvor var der meget! Mums ;)
  • Overlevede Bodil-stormen. Og denne gang fik jeg endda lov til at opleve den i virkeligheden i stedet for i bunkeren :b
  • Havde den hyggeligste 2. søndag i advent med min nabo og en hel masse seriekiggeri (:
Mit hegn var tilsyneladende ikke ret begejstret for Bodil.. 
Badness
  • Jeg er stadig syg. Kunne kun lige overskue at tage på uni til de obligatoriske timer. Resten gik jeg glip af..
  • Det er virkelig træls at være i IKEA med min søsters kæreste!
  • Totalt overload på fløde efter tre bidder kage. Hvordan kommer man så igennem resten? :b
  • Der er nu et kæmpe hul i mit hegn lige ud for mit vindue. Heldigvis må man ikke gå langs vejen derude!
  • Har måtte aflyse arbejde hele weekenden på grund af sygdom. Både eksamensvagter og IKEA! Farvel penge.. 

Man lærer så længe man lever - hvad lærte jeg?
  • Jeg kan tilsyneladende ikke købe julegaver på nettet uden også lige at købe lidt med hjem til mig selv også :b
  • Jeg er jo åndsvagt længe om at komme over sygdom! Måske fordi jeg ikke rigtigt kan holde mig i ro?
  • Jeg er endelig ved at være klar til sne igen! Følte mig helt forbigået, da jeg kunne se at alle andre fik sne, og vi ikke gjorde :b
En ny uge er allerede i fuld gang, og jeg begynder så småt at mærke eksamensstressen ramme. Den første eksamen ligger i næste uge, og derudover har jeg én, som bare skal laves inden 3. januar, men som jeg heller ikke er gået i gang med endnu. Det er bare så dybt demotiverende, at alle mine eksamener er bestået/ikke bestået. Hvad skal så engagere mig til at lave et seriøst stykke arbejde? 

lørdag den 7. december 2013

Nytårskjole

I ved jo nok allerede alle sammen, at jeg er en pyntedukke af dimensioner. Smykker, sko, neglelak - ja selv tatoveringer! Der er tilsyneladende ingen grænser for hvor langt jeg vil gå for at pynte mig :b

En ting jeg ikke helt ved hvorfor jeg bliver ved med at købe er nytårskjoler. Det er jo bare en aften som alle andre? Og jeg vender som regel altid tilbage til de samme fem kjoler resten af året..
Njah, hvem prøver jeg at narre? Selvfølgelig skal den have ekstra gas til nytår! Især i år, hvor vi endelig har besluttet os for at holde nytår sammen - C'hicksne fra gymnasiet. Det er det sjette (!?!?) nytår hvor vi kender hinanden, og dog har vi aldrig fejret det sammen. Før nu ;)
Planerne er stadig nærmest ikke eksisterende, men det bliver godt. Og til så stor en anledning hører altså en fantastisk kjole.
Ladies and gentlemen - I give you my dress for NYE xD
Jules // 499
Igen er det dumt, for vi ved jo alle sammen, at det bliver frysende koldt nytårs aften. Men who cares? Selvfølgelig skal jeg have en kjole, hvor jeg kan vise min skønne tatovering frem. Og så syntes jeg også det var på tide, at jeg for alvor kom med på pallietbølgen. Var godt nok også fristet af den her blå skønhed fra Envii by Clamour4Glamour, men syntes bare ikke lige jeg havde 900,- at smide efter en kjole.
Den her kostede til gengæld kun 499,- fra Nellys egen serie Nly Trend, og som prikken over i'et havde jeg er gavekort på 200,-. Selvfølgelig er kvaliteten en noget anden, men hvis jeg alligevel ikke kommer til at bruge den overdrevent meget går det jo nok. 

Glæder mig i hvert fald til at sige farvel til 2013 - og goddag til 2014 - i selskab med Jules her og mine dejlige damer (:

onsdag den 4. december 2013

Hej julestemning

I min familie begynder julen som regel i løbet af de sidste uger af november. Ikke fordi butikkerne gør det, eller andre irriterende grunde, men fordi vi har lyst, og fordi vi kan lide det! 

Jeg vil dog sige, at især december er en måned, hvor jeg stadig har problemer med at forholde mig til ikke at bo hjemme. Selv her næsten halvandet år efter jeg flyttede. Det er bare som om, det ikke er det samme at pynte op, når der kun er mig til at kigge på det. Og det får bare ikke samme kæmpeprioritet at lave advendtskrans og juledekoration i min verden, som det gør i min mors.
Og derfor har jeg igen i år haft lidt svært ved at finde julestemningen ordentligt frem..

Det vil sige - indtil i dag (:
Jeg tænkte, at jeg måske kunne fremprovokere det lidt ved at starte langsomt med noget af det mindre julede musik. Så jeg fandt min trofaste gamle juleplayliste frem og satte Fall Out Boy's Yule Shoot Your Eye Out (en af de sjove, ironiske negative julesange på den gode måde :b) og gik og grinede over den indtil den næste sang kom på. Og jeg overdriver ikke - i det sekund Andy Williams It's The Most Wonderful Time Of The Year begyndte, ramte julestemningen!

For at gøre det hele endnu bedre, har jeg faktisk også fået købt en del gaver i dag, og har ret godt styr på hvad jeg mangler. 
Jep, julen 2013 er i gang, og jeg ka' li' det xD

Håber også julestemningen er på vej hos jer andre! Glædelig december (:

tirsdag den 3. december 2013

Anmeldelse - The Hunger Games 1 + 2 + 3

Okay, som I måske fornemmede i går, og har kunnet se på Instagram, så har jeg været ret opslugt af ét bestemt univers de sidste par dage. Det er ikke meget løgn, hvis jeg siger, at Suzanne Collins The Hunger Games har været i mine tanker 90 % af tiden mellem torsdag aften og mandag eftermiddag.

Under normale omstændigheder ville jeg nok have fortrukket at anmelde hver bog for sig, men eftersom det gik så stærkt med at læse dem, får I dem nu på én gang. Ingen spoilers!

Historien kort fortalt handler om et postapokalyptisk samfund et sted i det nuværende Amerika. The Hunger Games er en årlig begivenhed hvor børn tvinges til at slå hinanden ihjel for deres egen overlevelse. Og for de riges underholdning. Spillet arrangeres af styret i the Capitol for konstant at minde landets 12 distrikter om hvem der har magten. Det er naturligvis i dette spil vores heltinde Katniss Everdeen befinder sig gennem de tre bøger, og herfra hele historien udvikler sig.

Collins arbejder med en helt klassisk historie om pigen der er fanget mellem to fantastiske mænds kærlighed uden at vide hvad hun vil. Helt uklassisk bliver hun dog også utallige gange sat i dødelige situationer, hvor hun tvinges til at slå uskyldige mennesker ihjel og stå i spidsen for en revolution i en alder af bare 17 år!

Når det gælder fiktion er jeg dybt pladderromantisk, så det knuser mit hjerte hver gang Katniss er fanget mellem Peeta og Gale. Det skærer dybt, hver gang hun vælger den (i mine øjne) forkerte i forsøget på at gøre det rette. Og endnu værre er det, at hun gang på gang bliver trukket endnu dybere ind i et spil, som hun på intet tidspunkt ønsker at være en del af. At hun som tiden går bliver mere og mere ødelagt af at se sine venner dø. Og at hun gradvist opgiver alt håb om nogensinde at vende tilbage til livet.

Det imponerende ved disse bøger er hele kombinationen af utrolige kampscener, som konstant tvinger dig til at vende den næste side, sammen med de hjerteskærende dialoger, som er umulige ikke at  leve sig ind i. Jeg var konstant tvunget til at læse videre i håbet om, at hun snart ville nå det famøse lys for enden af tunnelen. Jeg kan dog godt afsløre (uden at sige for meget), at hver gang hun nærmer sig bliver hun slynget tilbage til - og langt forbi - start.

Collins gør brug af alle de billigste trick, men de virker, og det er det vigtigste for min historiehungendre hjerte. Bogens sidste 40 sider blev et kapløb for at finde ud af, om den vitterligt endte lykkeligt eller ej!
Jeg mangler dog at få nogle enkelte huller udfyldt. Det nævnes meget kort, at Panem (landet) er opstået efter apokalypsen, men mere får vi aldrig. Hvad skyltes den? Hvordan opstod Panem? Og hvad med resten af verden? Konstant fremstår det som om, at det er det eneste sted tilbage i verden. Hvilket også ville være fint nok. Hvis det var en 100 % fiktiv verden. Men der står i bogen at landet er bygget på resterne af Amerika, så resten af verden må jo også være derude et sted. Og så kunne de jo bare flygte dertil..
Dét og et par andre ulogiske småting er det eneste der kradser, i en ellers fantastisk historie.

Den får 4 ud af 5 i min bog. Det er virkelig et fængende univers, men der er bare stadig små steder hist og her som irriterer mig. Slutningen virkede forhastet. Jeg ville gerne have haft bare et par sider mere til at runde historien ordentligt af. Og så skulle epilogen fucke af helvede til, for det var da corny ud over alle grænser! Men jeg elskede historien hvert sekundt, universet er (næsten) perfekt, og jeg har ufatteligt svært ved nu at skulle slippe det hele..
Det vigtigste jeg kan sige om serien er nok, at den har efterladt mig med så utroligt mange tanker og følelser, så det er helt umuligt at sætte ord på det hele. Og det er dét der kendetegner en god roman i mine øjne. Det er sjovt at tænke på, at jeg for 14 dage siden var ret ligeglad med Hunger Games. Så kom den nye film. Og nu ville jeg ønske, at der var uendeligt meget mere! (:
Derfor må det afsluttende spørgsmål på dette monsterindlæg være: hvilket univers skal jeg kaste mig ind i nu? (:

mandag den 2. december 2013

Ugen der gik #48

White Lies i Store Vega
Pyh, jeg kan nærmest ikke huske den forgange uge. Det er som om den bare har været en stor udmattelse, men det skyldes heldigvis hovedsageligt en masse skønne oplevelser (:

Greatness
  • Var i København og se White Lies med den gode gamle trio. Årh intet slår følelsen af at stå og hoppe og skrige blandt 1.500 andre til tonerne af Death.
  • Et rimeligt konstruktivt personalemøde i IKEA. Hvis bare min leder ville lære at fatte sig i korthed :b
  • En skøn tur i biffen med min dejlige kæreste og The Hunger Games: Catching Fire. Loved it! xD
  • Fik endelig set The Day of the Doctor, og det var vildt! Nok det meste geniale og gennemarbejde plot nogensinde. Omtrent lige så kringlet som Cloud Atlas, hvilket i mine øjne bare gør det endnu federe!
  • Rundt regnet 1.000 ords fantastisk skønlitteratur læst på to dage. Teknisk set har det nok kun taget et døgn, da jeg undervejs sov i hvert fald 20 timer haha (:
  • En hyggelig aften med pool og gamle venner. Altid en skøn måde at tilbringe en aften.
  • December! Juhuuuuuuu xD

Badness
  • Dagen efter koncert. Urgh jeg var træt! Kunne knapt nok holde mig vågen til de to timers forelæsning jeg rent faktisk slæbte mig af sted til.. 
  • Kan tilsyneladende ikke rigtigt holde orden i min lejlighed for tiden.. Jeg mangler plads!
  • Har endnu en gang været nødt til at lægge mig syg.
  • Erklærede mig selv rask for tidligt, hvilket resulterede i at en ellers hyggelig aften blev til noget være lort for nu at sige det rent ud. 
  • Min kærestes roomie lider mere af pms end vi andre gør tilsammen. Bider konstant af mig til det når et punkt, hvor jeg ikke længere føler mig velkommen. Fik jeg sagt, at han er en fyr? -.-'

Man lærer så længe man lever - hvad lærte jeg?
  • The Hunger Games er virkelig en god historie. Bare trist at de ikke fik formidlet det lige så overbevisende med den første filmatisering..
  • Jeg bliver måske en smule for emotionelt engageret i fiktion :b
  • Jeg bliver åbenbart at større og større skravl for hver dag der går.. 

Eftersom jeg ikke rigtigt har givet mig selv tid til at være syg ligger jeg nu endnu engang i sengen. Ikke ret smart når semesteret skal rundes af i denne uge, og jeg stadig har to obligatoriske timer i morgen..
Ikke desto mindre har jeg en milliard tanker i hovedet til jer, så jeg tror ikke det bliver en tom uge på bloggen i denne omgang :b