Anmeldelse - The Hush, Hush Saga

Som nævnt er jeg nået igennem endnu en serie. Denne gang var offeret young adult-serien "Hush, hush", som jeg hovedsageligt havde købt til busturen til og fra Berlin. Naturligvis læste jeg nærmest intet i bussen, og en hel masse herhjemme :b
Sagaen dækker over titlerne Hush, hush, Crescendo, Silence og Finale.

No spoilers!

Historien handler om Nora Grey, der møder en mystisk fyr kaldet Patch, som hun instinktivt hader med det samme. Det er dog en hårfin grænse der adskiller had og kærlighed, så der går naturligvis ikke længe, før hun ikke kan undvære ham i sit liv. Patch er en falden engel, som ikke kan beslutte sig for, om han skal ofre hendes liv, eller han skal redde hende - lige meget hvad vil det være en selvisk handling, hvilket cementerer hans status som falden.

Jeg kan faktisk ikke helt huske, hvad det var der fik mig til at købe serien. Måske var det det pæne omslag? Jeg blev lidt fanget i en fiktions-rush, og dette skulle uden tvivl være mit næste fix. Jeg læste anmeldelser på Goodreads, som kaldte det "det dårligste spin off på Twilight nogensinde". Der er jeg nu ikke enig. Ja - den har store ligehder med Twilight sagaen, men jeg vil nu nærmere kalde Hush, hush for en forbedring. Om ikke andet, så bare fordi den ikke er helt lige så uskyldig og pusse nussset. Patch er bad ass, og lægger ikke skjul på det. Og nå ja, så er han uden tvivl den suverænt lækreste karakter jeg nogensinde har læst. Tror jeg fik fornærmet min kæreste et par gange undervejs i læsningen hehe :b

Jeg kunne godt lide hele historiens take som engle som det onde. Normalt er engle jo noget vi forbinder med rendyrket godhed, men her falder de på striber for deres synder, og selv en lang række af dem der ikke er faldet, er stadig dybt korrupte og forræderiske. 

Der er desværre ikke ret meget godt at sige om historiens kvindelige hovedrolle. Hun er usikker, ubeslutsom og teenager. Hun har ingen tillid til at nogen som helst kan klare det samme som hende, og hun ser det værste i alle. Hun er faktisk en ret irriterende person. Det eneste tidspunkt hvor hun for alvor viser noget karakter, er da hun vågner op på en kirkegård, og har glemt de sidste fem måneder af hendes liv, inklusive det bedste hun nogensinde har gjort (at forelske sig i Patch). 

Jeg er tilgengæld vild med hendes bedste veninde Vee! Hun er nok det sjoveste menneske, jeg nogensinde har læst. Hun er fuld af geniale udtryk, sjove påfund og en evig optimisme. Man kan ikke lade være med at elske hende, når er på kur og får overtalt Nora til, at Nachos er sunde fordi der er guacamole til! Og man føler virkelig med hende, når hun gang på gang formår at forelske sig hovedkuls i de eneste fyre, som er værre end Patch (:

Ligesom da jeg læste Mockingjay ville jeg ønske, at jeg kunne rive epilogen ud og slette den fra min hukommelse. I dette tilfælde sammen med et par af de sidste sider. Det blev simpelthen for sappy. Og oven i det, så var det som om, at Nora var fuldstændigt ligeglad med en mega betydningsfuld og tragisk begivenhed! Igen - jeg kan virkelig ikke ret godt lide hende.. 

Jeg ville ønske at jeg kunne sige noget bedre om serien, men jeg kan simpelthen ikke forsvare at give den mere end 2 ud af 5. Den havde nogle rigtigt gode idéer, og potentialet var der. Det var bare som om det aldrig rigtigt blev realiseret, og hen imod slutningen blev den bare mere og mere frustrerende og mærkelig.
Den lagde virkelig godt ud, og jeg var vild med 1'eren, som jeg kværnede på under et døgn (inkl. arbejde), men hold nu op hvor den tabte pusten undervejs..

Læs den endelig, hvis du elskede Twilight, og stadig drømmer om det nye der kan måle sig med den, for det er virkelig en bedre version af historien i mine øjne. Men føler du ligesom jeg, at du måske er ved at være lidt for gammel til Twilight, så lad være med at bevæge dig ned af den her sti. Godt nok er Patch ustyrligt lækker, men det er ganske simpelt ikke nok..