Romantik vs. pragmatik

Kender I det der, hvor man tænker 'i dag har jeg taget højde for det hele. Nu får jeg den perfekte tan!', og så kommer man hjem, og opdager at man ikke har husket at fjerne de der træls snore der hænger ned over rykken derfra hvor bikinien bindes i nakken? Ja, så jeg skal så ikke have min buksedragt med bar ryg på ud i morgen. Eller nogen anden beklædningsgenstand med bar ryg for den sags skyld. Hvilket efterlader cirka intet tøj i min garderobe. Og så var der tøjkrise..

Iiiiiih, hvor jeg elsker blomster!

Jeg synes selv, at jeg til daglig er sådan rimeligt kold og kynisk. Jeg kaster op over folk, der konstant skal reklamere for deres 'fantastiske forhold' på facebook med det ene par-selfie efter det andet, og jeg er stor tilhænger af, at man altså sagtens kan lave ting hver for sig eller være sammen med andre uden at hænge op og ned af hinanden. Misforstå mig ikke - jeg synes også det er fantastisk at være kærester, både ude og hjemme, og jeg nød da at tilbringe hele aftenen i min kærestes arme, da vi var i sommerhus sidste weekend. Det behøver bare ikke være hele tiden.

Jeg har dog også mine romantiske sider. De er få og små, men de er der. Jeg synes for eksempel, at det er hyggeligt at tage ud og spise i forbindelse med vores månedsdag, selvom vi ikke er 15 længere, og jeg ærger mig da inderst inde over, at han er ude og rejse på vores årsdag. Og så kan jeg virkelig godt lide blomster!
Vi har efterhånden tit snakket om, at han aldrig har givet mig blomster, fordi han ganske simpelt ikke tænker over det, og det er okay. Fordi min kyniske side er så dominerende, så ved jeg heller ikke helt, hvordan jeg skulle reagere, hvis han endelig dukkede op med en dusk buket. Og han var henrøgt da jeg fortalte om min veninde, som bruger deres fælles madkort til at købe blomster, og så kommer hjem og siger 'tak for blomster skat'. Det vil han meget gerne have indført i vores husholdning, og hvem er jeg så til at sige ham imod?

Men nu har vi som sagt snart været sammen i et år, og manden er ikke hjemme. Fint nok, jeg var så begyndt at tænke, at han vel måske kunne finde ud af at overraske mig. Det var indtil han begyndte at citere en samtale med hans far, hvor han understregede, at han jo ikke kunne forkæle mig, fordi han ikke var hjemme. Og da slog det mig: jeg tror ikke min kæreste har den fjerneste anelse om, at man kan få sendt buketter fra Interflora, stort set uden at skulle røre en finger!

Jeg var så tæt på at begynde at fortælle ham om det, men det ville bare ikke være det samme, så jeg lod det ligge. Jeg må nok bare acceptere, at min mand elsker mig, men han viser det altså ikke med blomster. Og det er også helt i orden. Jeg vil trods alt hellere have kærligheden end blomsterne.
Og så er det godt, at jeg altid kan finde ud af at købe min egen buket til 30 kroner i Brugsen haha. Hvem sagde, at man ikke kunne blæse og have mel i munden samtidig?