onsdag den 1. oktober 2014

Anmeldelse - Flaskepost fra P


Som nævnt har jeg givet mig i kast med Jussi Adler-Olsens populære serie om Afdeling Q, og jeg er nu blevet færdig med den tredje i serien, som hedder Flaskepost fra P.

I bogen følger vi endnu en gang Carl Mørck og hans elskelige assistent Assad. Afdeling Q får til opgave at undesøge en mere eller mindre ulæselig flaskepost, som det viser sig har været 13 år undervejs. Er det bare drengestreger, eller er det i virkeligheden et desperat råb om hjælp, sådan som en del tyder på?
Holdets undersøgelser når vidt omkring, mens vi samtidig følger den nådesløse kidnapper i hans bestræbelser på endnu en gang at flå livet fuldstændigt fra hinanden for endnu en stærkt troende familie.

Bogen har en masse gode og en masse utroligt dårlige sider. Der skal absolut ingen tvivl herske om, at Adler-Olsen formår at skabe spænding. Han veksler konstant mellem forskellige sider af historien, hvilket konstant driver historien enormt effektivt frem.
Han skaber en usympatisk skurk med en traumatisk fortid, som gør, at man alligevel på sin vis forstår ham. Han skaber en kærlig familie, som bare ønsker at leve i fred med deres tro, men som trods alt heller ikke er bange for at træde i karakter. Og han skaber for alvor mystik i form af Assads mange hemmeligheder og hans fortid, som stadig henligger i komplet mørke.

Alt dette fungerer upåklageligt, og det er uden tvivl grunden til, at hans bøger er blevet så populære.
Hvad der dog fungerer mindre godt, er hans skrivestil! Jeg er simpelt ved at blive stiktosset, hver gang der bare står "han bla bla bla", og det på ingen måde er til at tyde, hvilken han der er tale om. De fleste af bogens karakterer er af hankøn, og selve skurken får aldrig noget rigtigt navn, så det skaber virkelig ufattelig meget unødvendig forvirring. Og der er konstant andre sproglige elementer der forvirrer og irriterer på samme måde.

Selve historien er god, fængende og original, og det trækker helt sikkert op. Jeg kan dog ikke lade være med at hænge mig lidt for meget i det urealistiske ved serien. Helt ærligt - jeg har læst tre bøger, og Mørck har allerede været ved at dø 4-5 gange! Jeg ved godt, at det skal til for at skabe en god krimi med spændingskurve og alt det der, men for mig bliver det altså for meget af det gode. Enten forsøger du er være realistisk, eller også gør du ikke. Enten eller. Bum!
Når det er sagt, så er det dog stadig en god bog. Spændingen fejler i hvert fald ikke noget, og man drives let gennem hele historien. Jeg giver den derfor 3 på min skala fra 1-5.

Nu tager jeg ind og ser filmatiseringen af Fasandræberne i morgen, og så tror jeg det ellers at jeg vil holde en lille pause fra Afdeling Q. I mellemtiden har jeg massevis af andre bøger, som jeg glæder mig uendeligt til at give mig i kast med!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar