onsdag den 22. oktober 2014

Beslutninger

Prøv lige at tjek mine græskarhoveder i år! Jeg er mega stolt. Indtil sidste år lavede jeg altid bare hoveder på niveau med en 5-årig, men de sidste par år har jeg rent faktisk gjort en indsats. Det er lidt vildt. Min mor ville så gerne have et stort hoved der spiste et mindre, og jeg ville gerne have et der mindede mig om Filurkatten fra Alice i Eventyrland, så dét er hvad jeg har arbejdet i mod. Synes da det gik okay?

Men det her indlæg skal egentlig slet ikke handle om græskarhoveder. Faktisk skal det handle om noget helt andet, og lidt mere alvorligt.
Det er nemlig gået op for mig, at jeg konsekvent gennemgår en utroligt besynderlig proces, når jeg tager store beslutninger. Første gang jeg opdagede det var, da jeg gik fra min eks sidste forår, og det skete igen kort efter, da jeg besluttede mig for at droppe ud fra journalistik.

Jeg får som regel en ide. En form for løsning, på det problem jeg render rundt med. Det er sjældent en løsning jeg har gået og drømt lyserøde drømme om, men som regel kan jeg klart se de ubestridelige fordele ved løsningen i forhold til den nuværende situation. Idéen slår rødder i min bevidsthed, og bliver hurtigt en dominerende del af min tankegang. Det sjove ved hele situationen er, at jeg ud ad til går og siger at jeg 'overvejer den her løsning', hvilket også er hvad jeg siger til mig selv. Officielt. Men i virkeligheden, så tager jeg faktisk beslutningen allerede i det øjeblik, hvor jeg indser, at løsningen i bund og grund er bedre end situationen. Løsningen kommer til mig, og nærmest i samme øjeblik er beslutningen taget. Men fordi det ikke ligefrem er en lykkelig beslutning, bilder jeg mig selv og alle andre ind, at jeg stadig går og tænker over det. I bund og grund er det bare en løgn. Jeg har for nyligt gjort det igen, men i stedet for endnu en gang at trække det i langdrag, har jeg besluttet mig at indrømme det for mig selv nu.

Jeg har egentligt i mange år drømt om at tage et semester i udlandet. Komme ud og opleve verden, forlade mig comfort zone og få en ordentlig en på opleveren. Det har faktisk slet ikke været noget spørgsmål, om det skulle ske. Sådan var det bare. Bum!
I løbet af de sidste par år har jeg dog måtte indse, at jeg ikke er lige så hårdfør, som jeg ville ønske. Jeg har brug for mine støttepiller, og jeg skal ikke udsætte mig selv for særligt meget pres før jeg bukker under. Og nu hvor realiteterne omkring et udlandsophold endelig er begyndt at gå op for mig, har jeg indset, at det ganske simpelt ikke er noget jeg kan overskue. Ansøgningsprocessen, økonomien, selve rejsen, ensomheden, studiepresset. Sammenlagt løber det op i langt mere, end min stakkels mentalitet kan holde til.

Så jeg har altså taget beslutningen om, at droppe udlandsophold for nu. Hvem siger også, at lykken findes i udlandet? Jeg har fandme meget skønt og uerstatteligt herhjemme, som jeg slet ikke har lyst til at forlade. Den kommer til at stå på Odense for mig på ubestemt tid, og det har jeg det faktisk rigtigt godt med at tænke på.

I heart Odense :)

5 kommentarer:

  1. Tror også at det kan blive noget af en proces, og hvis du har besluttet at du ikke gør det, så fred være med det! Man kan godt besøge udlandet, uden at skulle bo der i længere tid :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også dét jeg er nået frem til. Jeg skal nok nå at få min tid i udlandet, når det passer bedre ind i mit liv. Det løber jo ikke nogen steder det der udland :b

      Slet
  2. Der er ingen der ser skævt til dig af den grund - livet er for kort til at gøre noget man egentlig ikke har lyst til :) Og det lyder da fedt, at du har "gennemskuet" din egen beslutningsproces, så du kan afkorte processen. Thumbs up herfra :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ikke så meget fordi jeg ikke har lyst til det, som det mere bare er fordi jeg ikke rigtigt kan se det for mig i mit liv lige for tiden (:
      Men ja, det er faktisk ret cool. Nu skal jeg bare lære at droppe den der 'jeg-bilder-mig-selv-ind-at-jeg-stadig-tænker-over-det' ting :b

      Slet
  3. Det kender jeg godt, sjovt som man render og bilde andre ind at man tænker over det.
    Præcis sådan havde jeg det med mine egne beskrevne 25 timer :-)

    SvarSlet