torsdag den 16. oktober 2014

Dewey's Read-a-Thon

Det her indlæg har jeg glædet mig til at kunne skrive i over et år. Og nu er tiden endelig inde. Jeg er mere eller mindre ved at sprænges af spænding!

For godt og vel et års tid siden hørte jeg første gang om Dewey's Read-a-Thon. Det bliver afholdt hvert halve år, hvilket vil sige, at jeg faktisk allerede nu har misset to i den tid jeg har kendt til konceptet. Første gang skyldtes det, at jeg først hørte om det et par dage før, og derfor allerede havde lagt planer. Anden gang ramlede det sammen med arbejde og aftaler som bare ikke kunne aflyses. Men denne gang satte jeg kryds i kalenderen med det samme, og jeg er top klar!

Jeg hørte første gang om marathonet, da Rikke fortalte om hendes forberedelser til det halvårlige marathon, og jeg var med det samme solgt på idéen. Konceptet er i sig selv simpelt: du har 24 timer. Værs'go at læse!
Som den læsehest/nørd jeg er, blev min nysgerrighed allerede pirret dér, men da jeg læste mere om det blev jeg mere og mere draget. Et internationalt læsemarathon der samler folk over hele verden om noget så skønt og uskyldigt som læsning. Hvad man vil læse bestemmer man selv. Klassiske romaner, digte eller sonetter, moderne dystopians, tegneserier eller sågar lydbøger. Det er fuldstændigt ligegyldigt. Bare du sætter et døgn (eller så meget du kan nå) af, og giver dig hen til nydelsen af litteraturens verden.

Deweys' er din chance for med god samvittighed at lukke resten af verden ude, at få krydset et par bøger af din to-read liste, at få læst den der serie du aldrig rigtigt nåede, og til at udfordre dig selv og din læsning til de yderste. Og det er lige præcis det jeg vil gøre!
Jeg købte for et par måneder siden Phillip Pullmans 'His Dark Materials', som jeg har ønsket at læse siden jeg var teenager, men følte mig for gammel til sådan noget pjat. Stor fejl! Jeg har aldrig hørt andet end godt om serien, så nu skal det altså være.
Serien består af i alt 1.244 sider, hvilket jeg vil mene er realistisk at nå på 24 timer. Siderne har en overskuelig størrelse, og eftersom det jo er en form for børnebøger vil jeg tro, at sproget er overkommeligt. Derudover er historien fuld af magi og mystiske væsner, så jeg føler mig ret sikker på, at jeg har fundet det perfekte materiale til mit første Read-a-Thon.

Min plan er skamløst at kopiere Rikkes format og oprette et indlæg på dagen, som jeg løbende vil opdatere med mit forløb. Jeg har allieret mig med min veninde, så klokken 14 lørdag eftermiddag smækken vi måsen i min sofa og læser til vi segner.
Jeg har fyldt lejligheden op med te, pulverkaffe og sunde snacks, kæresten er instrueret i madlavning og ordensregler og der er sørget for rigeligt med hyggebelysning til de sene nattetimer.

Alt hvad jeg mangler nu er faktisk bare at få i morgen overstået, og så er det ellers tid til readathon! Jeg glæder mig næsten som et lille barn til juleaften haha.

5 kommentarer:

  1. Happy readathon! I hope you have a WONDERFUL day tomorrow! --Andi, Readathon host, #TeamKing

    SvarSlet
    Svar
    1. Thanks! I'm sooooo excited to get started soon xD

      Slet
  2. Jeg glæder mig sådan til at følge dit læsedøgn! :)

    SvarSlet
  3. Hej Skille,
    Jeg skriver til dig for at høre om du kunne have lyst til videoblogge på bog-vlog.dk?
    Vi er flere som taler om litteratur og deler læseoplevelser sammen gennem video. Håber du har lyst til at kigge forbi. Hvis det er noget for dig må du endelig sende mig en mail på bog-vlog@rosinante-co.dk
    Mange hilsner Lærke fra bog-vlog.dk

    SvarSlet
  4. Hej Skille,
    Jeg skriver til dig for at høre om du kunne have lyst til videoblogge på bog-vlog.dk?
    Vi er flere som taler om litteratur og deler læseoplevelser sammen gennem video. Håber du har lyst til at kigge forbi. Hvis det er noget for dig må du endelig sende mig en mail på bog-vlog@rosinante-co.dk
    Mange hilsner Lærke fra bog-vlog.dk

    SvarSlet