Viser opslag med etiketten Alt og Intet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Alt og Intet. Vis alle opslag

onsdag den 22. oktober 2014

Beslutninger

Prøv lige at tjek mine græskarhoveder i år! Jeg er mega stolt. Indtil sidste år lavede jeg altid bare hoveder på niveau med en 5-årig, men de sidste par år har jeg rent faktisk gjort en indsats. Det er lidt vildt. Min mor ville så gerne have et stort hoved der spiste et mindre, og jeg ville gerne have et der mindede mig om Filurkatten fra Alice i Eventyrland, så dét er hvad jeg har arbejdet i mod. Synes da det gik okay?

Men det her indlæg skal egentlig slet ikke handle om græskarhoveder. Faktisk skal det handle om noget helt andet, og lidt mere alvorligt.
Det er nemlig gået op for mig, at jeg konsekvent gennemgår en utroligt besynderlig proces, når jeg tager store beslutninger. Første gang jeg opdagede det var, da jeg gik fra min eks sidste forår, og det skete igen kort efter, da jeg besluttede mig for at droppe ud fra journalistik.

Jeg får som regel en ide. En form for løsning, på det problem jeg render rundt med. Det er sjældent en løsning jeg har gået og drømt lyserøde drømme om, men som regel kan jeg klart se de ubestridelige fordele ved løsningen i forhold til den nuværende situation. Idéen slår rødder i min bevidsthed, og bliver hurtigt en dominerende del af min tankegang. Det sjove ved hele situationen er, at jeg ud ad til går og siger at jeg 'overvejer den her løsning', hvilket også er hvad jeg siger til mig selv. Officielt. Men i virkeligheden, så tager jeg faktisk beslutningen allerede i det øjeblik, hvor jeg indser, at løsningen i bund og grund er bedre end situationen. Løsningen kommer til mig, og nærmest i samme øjeblik er beslutningen taget. Men fordi det ikke ligefrem er en lykkelig beslutning, bilder jeg mig selv og alle andre ind, at jeg stadig går og tænker over det. I bund og grund er det bare en løgn. Jeg har for nyligt gjort det igen, men i stedet for endnu en gang at trække det i langdrag, har jeg besluttet mig at indrømme det for mig selv nu.

Jeg har egentligt i mange år drømt om at tage et semester i udlandet. Komme ud og opleve verden, forlade mig comfort zone og få en ordentlig en på opleveren. Det har faktisk slet ikke været noget spørgsmål, om det skulle ske. Sådan var det bare. Bum!
I løbet af de sidste par år har jeg dog måtte indse, at jeg ikke er lige så hårdfør, som jeg ville ønske. Jeg har brug for mine støttepiller, og jeg skal ikke udsætte mig selv for særligt meget pres før jeg bukker under. Og nu hvor realiteterne omkring et udlandsophold endelig er begyndt at gå op for mig, har jeg indset, at det ganske simpelt ikke er noget jeg kan overskue. Ansøgningsprocessen, økonomien, selve rejsen, ensomheden, studiepresset. Sammenlagt løber det op i langt mere, end min stakkels mentalitet kan holde til.

Så jeg har altså taget beslutningen om, at droppe udlandsophold for nu. Hvem siger også, at lykken findes i udlandet? Jeg har fandme meget skønt og uerstatteligt herhjemme, som jeg slet ikke har lyst til at forlade. Den kommer til at stå på Odense for mig på ubestemt tid, og det har jeg det faktisk rigtigt godt med at tænke på.

I heart Odense :)

tirsdag den 14. oktober 2014

All work and (almost) no play

Sidder lige her og har lidt kvalitetstid med min computer. Jeg synes det er ved at være ret længe siden, jeg sidst har haft det. Eller generelt nogen som helst form for kvalitetstid, faktisk.

Fredag nød jeg desperat mine sidste timer af frihed i hvad der føles som for evigt. Og de var alligevel ikke helt frie. Lidt morgenyoga var helt bestemt lækkert, men mega hårdt! Hurtigt hjem, og drikke en kop te med de gamle, som kom forbi med en tidlig fødselsdaggave. Super tiltrængt! Der kom lige lidt bonus på kontoen i og med, at de valgte at køre mig på uni til unddervisning, men det resulterede mere eller mindre bare i en nulstilling eftersom undervisningen selvfølgelig lige var en time længere den dag. 14 til 18 på en fredag siger du? Jamen lækkert..

Okay, det ville ikke have været det store problem, hvis det bare ikke lige havde været den fredag. Skulle være inde på Magasinet klokken 19 til endnu en tidlig fødselsdagsgave. Min kæreste havde nemlig givet mig billeter ind til Fuhlendorfs nye show 'For at gøre en kort historie lang', og det var helt sikkert dagen højdepunkt. Hold nu kaje, hvor var det sjovt! Den mand er simpelthen genial, jeg elsker virkelig hans humor. Hvis I får chancen, så tag ind og se det. Og hvis ikke, så se det når det en gang kommer på dvd, for det er virkelig sjovt.

Nå, efter showet var det lynhurtigt ind og få et pizzaslice, og så hjem og snuppe et enkelt afsnit Supernatural på sofaen. Og så ellers direkte i seng. Siden da har jeg mere eller mindre været gidsel i IKEA. Sådan føles det i hvert fald. Har alvorligt overvejet, om jeg ikke bare skulle campere i en af sengene oppe i sengeafdelingen..
Fra lørdag klokken 12 til i går klokken 20 har jeg arbejdet 28 timer! Det er altså ikke umiddelbart noget jeg er fan af. Skal af sted igen seks timer her i eftermiddag, men så har jeg heldigvis også fri i et par dage. Byttede min vagt torsdag væk, så nu mangler jeg heldigvis "kun" 10 timer på fredag haha.

Og hvad rager alt det her så egentlig jer? Ikke en skid, nu jeg tænker over det. Jeg har bare lige lyst til at klynke en smule, og have lidt ondt af mig selv. Og fortælle lidt om, hvorfor jeg pludselig blev stille igen.
I aften smutter jeg så hjem til min moar og efterårshygger med familien. De kloge siger jo, at det er efterårsferie, så hygge skal der til.

I mellemtiden kan I jo hygge jer lidt med endnu et lækkert nummer, som kører på repeat i min verden. Og som er fyldt med leg, fremfor arbejde. Som Matt Smith ville have sagt i rollen som The Doctor: GERONIMO!

Okay, jeg lover at skrue ned for mængden af indlejrede videoer nu haha.

søndag den 5. oktober 2014

Lad os høre noget mere disco!

Wuhuu, jeg har fået et nyt musikalsk crush! Det er det jeg elsker ved at høre P3. De spiller så varieret musik, at man altid kan opdage noget nyt. Sandt, man skal også lægge øre til en masse lort Sivas, men ret ofte kommer der noget vildt godt ud af det. Sådan har jeg opdaget meget lækkert musik gennem tiden, og denne gang blev det Too Young To Die. Tror umiddelbart de er meget nye, for jeg har ikke kunne finde ret meget om dem, men jeg elsker dem!

Jeg hørte nummeret Patrick Swayze her den anden dag, og de fangede bare min opmærksomhed lynhurtigt med teksten. Det er altså god humor! Hørte den lidt mere i fredags, og nu har jeg så lige hørt deres EP Goodbye Love. Og den er skøøøøn! Festligt, gode melodier og referencer til alt det bedste fra 80'er/90'erne (tror jeg, min musikhistorie er ikke vildt skarp). I hvert fald masser af moderne disco. Jo tak!

Bum, bum. Har ellers haft en ret stenet weekend. Jeg havde en mega sjov aften fredag, med søde typer fra studiet! At selve festen ude på uni så var mega buzz-kill, det er en anden side af sagen. Det vigtigste er, at vi havde det sjovt i hinandens selskab. Det er bare mega dejligt, at jeg lige pludselig har fundet det sted, hvor jeg hører til, når det gælder studierelationer uden for uni. Det er rart at føle sig lidt ekstra hjemme. 
Men altså, fest fredag betyder jo selvfølgelig tømmermænd lørdag. Og ja, jeg nåede så at spise junkfood fire gange i løbet af ét døgn. Ad! Jeg bliver nødt til at leve af salat i morgen...

.....

... det bliver simpelthen ikke bedre end det her i aften. Min hjerne er grød. Jeg er begyndt at skrive i cirkler.. Skal vi ikke bare sige, at I lytter til det der nummer? Så husker I kun, hvor god musikken er i stedet for hvor dårligt indlægget var. Så lover jeg højt og helligt, at skrive noget mere intelligent i morgen haha. 

torsdag den 2. oktober 2014

Torsdagstanker

Jeg har da fuldstændig glemt at vise jer billeder, fra sidst jeg var af sted med Wella. Snuppede lige en enkelt dag i Holstebro sidste tirsdag, hvor jeg endnu en gang blev plejet på toppen. Det var lidt utroligt så tiltrængt det allerede var efter bare en måned, men jeg vil tro, at det er vilkårene, når de professionelle klipper dig, så det er perfekt her og nu - det er ikke de mest langsigtede frisurer hehe.
Fire af os blev valgt ud til at lave et lille åbningsnummer for at sparke aftenen igang, og det skulle altså være med turban. Det var sgu en spøjs forsamling af påskeæg og smølfehatte der rendt rundt lige pludselig, men fedt så det ud!

Jeg blev endnu en gang rødhåret, men denne gang med pixiecut i pandehåret. Må ærligt indrømme at min første tanke da jeg så mig i spejlet var 'yikes!', men med lidt tilvænning er det faktisk ret fedt.
Mindre fedt er det så, at mit hår på ingen måde kan holde farven efter en afblegning, så jeg er nu pænt gulerodsfarvet i toppen allerede her en uge senere. Det kan heldigvis skjules, hvis jeg bare sætter det ordentligt og bruger masse skønne produkter.

Jeg føler lidt at det hele har været ved at ramle igen de sidste par dage, så i dag trak jeg studiestikket ud og nulstiller lige en gang med en lille 'omsorgsdag'. Jeg har i stedet brugt dagen på at få styr på en masse, så jeg forhåbentligt kan bekæmpe det der stress-fis. Et af mine vigtigste våben i den krig er lister og planlægning. Jeg vil skrue ned for 'vi-tager-det-som-det-kommer-attituden', og i stedet skrue op for strukturen. Så nu har jeg dannet mig et grundigt overblik over næste uges gøremål, og så har jeg booket en lang række hold i Fitness World på forhånd, så jeg føler mig lidt mere forpligtiget til at komme af sted.

Derudover har jeg læst lidt pensum, betalt alle mine regninger, gået en tur i den friske luft med kæresten i hånden, spist en masse sundt (og en smule mindre sundt), og så har jeg endelig fået taget mig sammen og købt et nyt batteri til min telefon. Den er gået helt agurk det sidste par uger, så eksperterne sagde, at ny strøm skulle der til. Den flinke mand i butikken sagde også, at det var helt smadret, så han var sikker på, at det ville hjælpe. Og 7-9-13 så har den også fungeret upåklageligt lige siden! Så er der da i hvert fald ét stressmoment mindre i hverdagen, og endnu en ting der kan stryges af to do-listen. Tjek.

tirsdag den 30. september 2014

Wake Me Up When September Ends

Der var en gang, i hvad der føles som en helt anden livstid, hvor jeg på ingen måde kunne gennemgå en september måned uden at høre denne sang minimum én gang om dagen. Det var dengang, jeg var emo. Dengang jeg var sort fra top til tå (mere end i dag altså..), dengang jeg bare ville være lige så sej som min bedste veninde, og dengang jeg havde et kæmpe crush på hendes satanistiske bedste ven.

Det var også dengang hele grundstenen for, hvem jeg er i dag, blev lagt. Det var dengang, jeg fandt ud af, at jeg bedre kunne lide at være glad og larmende end stille og trist. At jeg havde det bedre med at skille mig og ud være lidt underlig end at kæmpe for at passe ind og blive accepteret. Det var dér jeg lærte at sige 'fuck it', og bare gøre som jeg havde lyst til i stedet. Det var dengang den førnævnte veninde introducerede mig til en stor del af den musik, som i høj grad skulle være med til at definere mig som mig. 

Det gjaldt blandt andet Green Day og deres American Idiot-album (som udkom i 2004 - holy shit, det er 10 år siden!?). Jeg lærte lynhurtigt at elske hele det populære album, og jeg tror stadig mere eller mindre, at jeg kan det fra ende til anden. Men det nummer, der gjorde mest indtryk på mig, var helt sikkert dette, og lige præcis denne version er stadig et af mine ynglingsnumre i dag. Jeg får de vildeste kuldegysninger, hver gang jeg hører det og af og til også en lille bitte tåre i øjenkrogen. Det er i sandhed bare.... smukt!

Det er som sagt mange år siden nu, og jeg er et helt andet sted i mit liv i dag. Veninden har jeg ikke talt med i årevis. Satanisten blev mit første kys, min første kæreste og min første katastrofe. Og september var næsten slut, før min telefon tilfældigt shufflede nummeret ind i mine øregange den anden dag. Så har jeg til gengælde også mere eller mindre hørt det på repeat lige siden haha.

Nummeret - og især denne version - rammer stadig et eller andet helt specielt i mig, hver gang jeg hører det. Melankolien er til at tage og føle på, og stemningen passer bare perfekt til det tiltagende efterår. Lige i år har jeg vitterligt også bare haft lyst til at lægge mig til at sove som en anden Tornerose og så bare bede nogen om at vække mig, når september ender.
Studiet og jobbet har virkelig tappet mine kræfter, men der har heldigvis også være tid til skønne oplevelser og hyggelige stunder.

Om vi vil det eller ej, så er det nu september ender for i år. Ifølge mit ur er der nu under to timer tilbage faktisk, og når mange af jer læser det her indlæg, har vi garanteret allerede budt oktober velkommen.
Det er på tide at vågne op og stå til ansigt med en ny måned, nye udfordringer og nye oplevelser. Jeg vil i hvert fald tage imod oktober med åbne arme og vinke på gensyn til september.

Men først vil jeg sove længe. Jeg har nemlig fri i morgen haha

mandag den 28. juli 2014

En smule ynk

Det her er vidst et meget godt billede på mit liv lige for tiden - tragisk nok som det er..

Hvis vi lige skal tage historien helt kort, så havde vi været på stranden, og besluttede spontant, at vi da skulle ud og danse om aftenen. Jeg skulle arbejde dagen efter, så forholdt mig relativt ædru. Vi skulle da all-in på dansetur, så Skille hoppede i sine fake Burberry med 13 cm hæl og gav den maks gas.
Det var faktisk en utroligt sjov aften med Shu-Bi-Dua, vin, lækre damer og massere af dans. Vi ender på 90'er bar, hvor min søster og jeg giver den fuld skrue på dansegulvet, da mine fødder pludselig forsvinder under mig. Jeg tager af med knæ, albue og håndled, rejser mig op og danser videre som om intet var hændt. Indtil næste morgen, hvor det gjorde av-av. Så jeg har altså rendt rundt i hedebølge i Prag med en lorteskinne på hånden. Jeg har ikke gidet tage til lægen med den, men er ret sikker på, at den er forstuvet. Det føles som en forstuvning.

For at gøre ondt værre bliver min kæreste syg på vejen derned og med mit immunforsvar var det jo kun et spørgsmål om tid, før han fik smittet mig. To døgn gik der, og så måtte jeg ellers overgive mig til hotelsengen og værelsets velsignede aircondition.

Så spoler vi ellers lige en uge frem til i dag, hvor det endelig er begyndt at gå fremad. Har indtil videre kun brugt næsespray én gang i dag, og kan faktisk næsten holde ud at være oprejst. Kæmpe fremskridt! Håndleddet er dog stadig lort, så det er spændende at så hvor længe dét bliver ved..

Har faktisk ellers en masse spændende i ærmet til jer. Lidt Prag, en masse nyt i hjemmet, lidt test af produkter og andet godt. Men det er mega røv at skrive med den her skinne på, så det må sgu lige vente til energien er på et niveau, hvor den kan kompensere for føreligheden. Men nu har I i hvert fald fået en forklaring på stilheden hehe.

tirsdag den 8. juli 2014

Skille alene i verden

Sådan følte jeg mig i hvert fald ret meget den anden aften. Brugte hele dagen på bare at være doven og fede den, mens min kæreste rendte rundt og fik pakket de sidste ting. Og så kunne jeg ellers smide ham på et tog og væk i 10 dage. Havde på mystisk vis fået tiltusket mig en anelse tømmermænd aftenen før, så det spillede også ind, men jeg blev sgu helt sentimental da vi skulle sige farvel. Nu har jeg jo lige vænnet mig til at have ham i nærheden hele tiden, og så forlader han mig bare. Mega øv..
Så jeg måtte jo finde på noget andet, at få tiden til at gå med. Derfor satte jeg mig ned til åen og nød bare udsigten, vandet og min bog. Bum! Man er aldrig helt ensom, når man har sine fiktive venner med sig, vel?

Jeg har også bare stoppet min dage med aktiviteter, nu her mens han er væk. Jeg duer ikke til at være alene, så jeg kan jo lige så godt bruge tiden på alle de ting jeg normalt ikke gør, når han er hjemme. I skrivende stund sidder jeg derfor i Holstebro(nx) og feder den med min ældste veninde. Lidt pinligt at hun har boet heroppe i halvandet år, og det er første gang, jeg besøger hende. Men der er bare så langt herop! Urgh, det tog jo 2½ time i går. Gaaaaaaab..
Når jeg så kommer tilbage til Fyn, er det vidst også ved at være på tide at se mine forældre igen, så dem smutter jeg også lige hjem til i et par dage. Det bliver meget godt med et par dage på landet, og så har gratis mad jo aldrig været af vejen hehe.

Krydder det hele med et par tøsekomsammener, og så tror jeg næsten jeg har formået at få det bedste ud af en uge uden manden. Der er aldrig noget, der er så skidt, at det ikke skal tørres op!

lørdag den 7. juni 2014

Om bare ikke at føle sig god nok

Jeg er næsten færdig med mit andet semester på IVK, og jeg er faktisk stolt. Det føles som om jeg endelig er på rette vej, også selvom det ikke er den retning jeg havde troet det skulle være.
I går fik vi så vores første rigtige karakter på studiet, og jeg havde høje forventninger. Det var engelsk grammatik, og godt nok har jeg aldrig været stærk i grammatik, men jeg kan ikke håndtere nederlag i engelsk. Og jeg syntes også eksamenen var gået ret godt, så forventningerne blev højere!
Det var indtil underviser sendte løsningsforslag, og jeg kunne se, at det ikke var gået helt så godt som jeg troede. Faktisk havde jeg fucket ret grumt op.

Karaktererne kom, og jeg havde vel klaret det ganske udmærket. Rigtigt godt endda, ville nogen sige. Bare ikke mig. Ikke godt nok til mine forventninger. Især ikke, når jeg faktisk ligger en smule under gennemsnittet! Det var bare ikke en del af planen...

Jeg har altid vidst at det ikke var et eller andet kreativt talent, som skulle være min vej frem her i verden. Jeg skal arbejde med min hjerne, og på en eller anden måde forsøge finde lykken derigennem. Men hvis min hjerne ikke kan præstere mere end middel, kan jeg så overhovedet bruge den til noget?
Jeg forventer ikke at være den bedste - den tanke røg ret meget ud med badevandet i gymnasiet. Men der er pænt langt fra 'den bedste' til 'middelmådig', og mit eneste ønske er bare, at jeg kunne levere præstationer, der kunne placere mig et sted midt i mellem de to poler. Jeg er alt for meget stræber til at kunne håndtere middelmådig.

Hvis jeg nu var mild ved mig selv ville jeg sige, at jeg trods alt var fraværende halvdelen af semestret, så det er vel fair nok ikke at have klaret det perfekt. Men på den anden side ved jeg også bare, at mit immunforsvar har været lige til at lukke op og skide i siden jeg havde mono, og jeg skal nok næppe forvente at det bliver bedre, så jeg kan vel lige så godt vænne mig til det?
Tror jeg vil tage der her relativt gode, men middelmådige, resultat som et prik i siden: tag dig sammen. Jeg har to eksaminer tilbage dette semester. To mundtlige - og de skal nakkes for hårdt! Nu er det nu jeg tager mig sammen, og tager en slutspurt for det her semester. Og hvis jeg ikke kan begrænse mig til arbejde, studie og højst en smule sjov og spas, så fortjener jeg ikke engang min egen selvynk. Bum!

onsdag den 14. maj 2014

Rise like a Phoenix

Helt ærligt, hvad mere kunne man have ønsket sig af en Eurovision-vinder? Vi har lidt James Bond, lidt ynglingsfabeldyr, verdens sejeste drag og et genialt gimmick. Flere drags der beholder skægget, tak! (:

Okay, så jeg er ikke ved at blive genfødt eller noget, men jeg er i hvert fald ved at stige tilbage til overfladen. Det er farligt det der med at sige, at man er lykkelig, for før man ved af det slår virkeligheden dig et smut i gulvet igen. Pyh jeg har altså haft nogle hårde uger!

Var jo et lille smut i Frankfurt og sidde hårmodel for det danske hold i kategorien Full Fashion. Og hold op hvor var det vildt! Havde aldrig troet, at det kunne være så svært at stå på en scene i en time, men der var adskillelige modeller der var ved at dratte om, og jeg måtte personligt kapitulere til smadrede fødder.
Men nøjh det var skægt at stå og lade som om, at jeg var verdens lækreste menneske. Og da vi kom ned fra scenen var det endnu vildere. Vi gik jo rundt fuldt stylede hele dagen, så hvert andet øjeblik blev vi standset af en hær af mennesker, der ville have taget billeder af og med os. Det var super sjovt, men ikke videre nemt at komme fra A til B i det kæmpe messecenter.
Som en veninde sagde "They made you emo. Again!" :b
Efterfølgende har jeg så også lige været en weekend i København til svigermors 50-års. Mit hår er altså sort i den ene side, og hvidt med 'hakker' i den anden. Så der stod jeg. I yndig sommerkjole, og med Cruella DeVille-hår. Ret spøjst haha. Men svigerfamilien syntes heldigvis, at det var mega fedt, og jeg er faktisk blevet ret begejstret for frisuren nu. Det er rart at have fået lidt råt igen (:

I morgen tager jeg så hjem til mit elskede Vallekilde. Den står på Gl. Elevweekend, og jeg skal på genvalg til Elevforeningen. Forstår I, at jeg har haft lidt svært ved at trække vejret de sidste par uger? Jeg har været så udmattet, men nu begynder jeg endelig at kunne se en ende på det hele igen. Har fået godkendt min gamle lejlighed, og semestrets sidste opgave er netop blevet afleveret. Så mangler jeg bare lige fire eksamener, og så er det sommerferie. Halleluja! Nu vil jeg også gerne snart have mit eget liv igen, tak (:

onsdag den 30. april 2014

Summerlovin

Time to get back online! Har været opslugt af flytterod, kæresteliv og sommervejr til op over alle ender og mere endnu. Og jeg har nydt det! Meeeen, jeg har nu også savnet bloggen. Den er min lille baby, selvom jeg ikke altid passer den vildt godt haha. I aften er jeg dog alene i kæmpe hytten: kærestens bedste trøje, stearinlys og Sex and the City. Og regnbuecookies. Hvad mere kan man ønske sig? (:

Nyder sgu livet lige for tiden. Jeg har en fantastisk lejlighed, solbrune ben og fra i morgen skal jeg tilbringe seks dage med det tætteste jeg nogensinde kommer på modellivet. Hvem gider så bekymre sig om eksamenssæsonen, der lurer lige rundt om hjørnet, mens det ulæste pensum hober sig op dag for dag?

Jeg har lige lagt sidste hånd på malingen af den gamle lejlighed, og får fikset tæppet i weekenden. Og så er det ellers goodbye til Sanderum og hello til Centrum. Man skulle tænke at den mest passende Pharrell sang var Happy, men den har vist fået sin spilletid herinde efterhånden. Elsker den stadig, men den gode gamle Hr. Williams har spyttet endnu et hit ud, som jeg simpelthen ikke kan lade være med at danse til. 
Nu hvor vi endelig har fået ordentligt internet i hytten kan jeg slet ikke lade være med at fyre op for alle de nye (kommende?) sommerhits og bare danse rundt i vores kæmpe stue. Fik jeg nævnt, at jeg er vild med den her lejlighed? 

Som Pharfar synger i en af mine andre jeg-skal-danse-til-dem-hele-sommeren-sange: Alt er godt! xD

mandag den 21. april 2014

Flytteliv

Det her klip har seriøst kørt på repeat i min hjerne i ugevis. På trods af, at jeg ikke har set afsnittet i evigheder xD

Så kom dagen, hvor jeg officielt flyttede sammen med min kæreste. På vores månedesdag. Det synes min indre romantiker var lidt fint. Min dominerende kyniske side var dog mere fokuseret på, at det var ret træls at vi havde været sammen i lige 9 måneder nu. Det har bare nogle ret akavede associationer..

Det er faktisk snart en uge siden vi flyttede, og indtil videre kan jeg stadig ikke rigtigt forstå det. Det bliver ved med at føles som om, at vi bare er på en eller anden ferie. Men indtilvidere er det lækkert! Vores lejlighed er fantastisk, vi har efterhånden fået styr på det meste, og de fleste af vores venner har allerede været forbi og indvie stedet. Det er nu skønt at have en kæmpe stue, hvor der er plads til nogle ordentlige selskaber! (:

Der er bare ét punkt, som gør mig lidt trist. Det sidste års tid har jeg boet i det skønneste bofællesskab. I hvert fald, hvis vi trækker den sure teenager fra (som lige har fået konstateret borderline - Good Riddance!). Min gymnasieveninde og vores 27-årige legebarn har givet mig utroligt mange skønne stunder og dejlige traditioner, som jeg virkelig ikke glæder mig til at undvære. Timevis af tesnak i køkkenet. Spontane Doctor Who-marathons. Synkrontandbørstning på gangen. Det har sgu været good times, det siger jeg jer!

Det føles sådan lidt ligesom da gymnasiet endte (bare i noget mindre målestok). Før så vi bare hinanden dag ud og dag ind, og det var skønt! Nu skal vi til at planlægge vores tid sammen på forhånd. Urgh! Ikke fan..
I det mindste rundede vi tiden af med stil - en aften en selskab med Game Of Thrones og champagne for at fejre et helt specielt plottwist.
Og så har jeg det igen lige som i Venner. Hvorfor gøre noget stort nummer ud af det? Jeg ved jo, at vi kommer til at se hinanden hele tiden. Vi er ikke færdige med sæson 7 af Doctor Who endnu, sæson 8 kommer til efteråret, og vi er jo i gang med Game Of Thrones! Ja, jeg er rent faktisk nærmest på vej ud af døren for at besøge dem i dag. Der er nyt afsnit i dag, og jeg har stadig ikke noget internet/tv her! Godt vi har tv til at holde os sammen :b

I have to live with a boy, og jeg glæder mig til for alvor at komme i gang. Men lige nu må jeg hellere liste ud af døren. Skal godt nok lige vende mig til, at være helt stille i dagstimerne (:

tirsdag den 8. april 2014

Og kom så i gang!

Andre har nytårsfortsætter - jeg vil have et nyt-hjem-forsæt: flere blomster!
Ja, så får I lige en omgang billedspam af påskeliljer. Hvorfor? Fordi de er smukke, fordi jeg ikke kunne vælge billed og fordi det lige var det eneste jeg havde liggende på min telefon :b

Jeg synes godt nok jeg har svært ved sådan for alvor at komme op i omdrejninger igen efter mit sygdomsmarathon. Forsøger at følge med i undervisningen, hvor vi er nu, men forsøger også at indhente en smule af alt det jeg er gået glip af. Samtidig forsøger jeg at planlægge mit nye hjem, som jeg overtager om en uge, samt at få koordineret alt det jeg efterlader i kollektivet.
Og så er det, at jeg begynder at stresse igen.. Ikke på den der mit-hjerte-går-amok-jeg-skal-dø-måde, som jeg gjorde sidste år. Mere på den der knugen-for-brystet-jeg-kan-ikke-overskue-mit-liv-måde.

Glæder mig til påsken. Så er det slut med at vente, og så kan jeg forhåbentligt få samlet alle de løse ender i mit liv.
Det er lidt med en skræk i livet, at jeg siger dét. Sidste år sagde jeg nogenlunde det samme, og da kom jeg aldrig tilbage til studiet efter påsken.. Er dog på ingen måde på det stadie i år. Jeg skal bare lige tilbage på sporet. Har tilladt mig selv én sidste ondt-af-mig-selv-dag, men fra i morgen er det slut. Fra i morgen er det i gang igen og tilbage til produktiviteten. Og det bliver godt! Alt det fede venter lige om hjørnet, så nu skal det satme nydes (:

Som den 11. Doctor ville have sagt: GERONIMO!

fredag den 28. marts 2014

Livets STORE glæder

George Ezra her, er nok en af de mindre glæder lige i øjeblikket, men stadig vigtig! Fjæs og stemme passer på ingen måde sammen, men hold nu op hvor er det en skøn sang xD

Derudover kan jeg melde, at mit liv endelig er ved at komme tilbage på sporet, og jeg kunne ikke være gladere. Så snart jeg fik tvunget min læge til at give mig en henvisning til fysio blev mine smerter så milde, at jeg kunne vende tilbage til hverdagen igen. Og ikke et minut for tidligt! 

Tirsdag formiddag blev jeg så ringet op af et udlejningsfirma, som ville tilbyde en fremvisning. Vi takkede ja og fik arrangeret at se lejligheden senere samme eftermiddag. En halv time senere stod vi foran deres hovedkontor og råbte 'DIBS!'. Næste morgen blev vi ringet op: 'Jamen den kan I da sagtens få, jeg sender en lejekontrakt med det sammen'. Yay! 

Fordi mit efternavn åbenbart er mega besværligt har jeg først lige fået lejekontrakten i dag. Vi har derfor ikke endegyldigt skrevet under endnu, men vi kigger den igennem sammen i aften, og hvis herren ikke har noget at indvende, så er vi de officielle lejere af 101kvm midt på Filosofgangen pr. 15. april! Kunne det blive meget bedre? Jeg tvivler stærkt! 

Uh, det skulle virkelig kun være, hvis jeg havde råd til at købe alle de ting jeg drømmer om at fylde derind med det samme. Her hvor jeg bor nu, har jeg teknisk set haft ét skab og én hylde i køkkenet. That's it! Mit nye køkken? Åh jeg har aldrig set så mange skabe i hele mit liv xD

Nu skal jeg så bare have fundet en ny lejer til herligheden her. Hvis I kender nogen, som søger et mega billigt værelse i Odense med herlig kollektiv-agtig stemning, så må I endelig sige til. Og lad jer ikke skræmme af 'ingen skabsplads', for det har vi skam fundet en løsning på her i hytten ;)

Nu vil jeg tage til fyssen, og få ham til at fjerne mine sidste smerter. Og så eller krydse fingre for, at alt går som det skal, så vi kan overtage vores skønne lejemål xD
Glædelig fredag! (:

tirsdag den 18. marts 2014

Kære karma

Hvornår bliver det tid til alt det gode igen?

I denne uge får I ikke noget 'ugen der gik', for det eneste lyspunkt jeg reelt havde i sidste uge var, da jeg fandt ud af, at jeg får penge tilbage i SKAT, og ikke skal betale. Derudover? Ikke noget at skrive hjem om. I hvert fald ikke noget godt.
I stedet får I et mere ind-under-huden-indlæg, som jeg har lidt brug for at få ud..

Talte sammen tidligere i dag. I dag var 16. dag i streg med hovedpine - de fleste dage har jeg ligget lige på grænsen til migræne, og en del er jeg også røget helt over. 16 DAGE!! Hvordan kan det være muligt? Hvordan kan det være fair? HVAD FANDEN ER DER GALT MED MIT HOVED?!
Det gør kronisk ondt, og jeg stopper min krop med smertestillende, men de dulmer kun smerten en smule. Det meste af tiden har jeg stadig lyst til bare at sætte mig i et kulsort hjørne og tude.

Tog mig sammen og tog ud på uni i dag. Det var så første gang i tre uger, fordi jeg lå almindeligt syg før hovedpinen ramte. Jeg holdt til to timers gruppearbejde og én forlæsningstime. Så måtte jeg endnu en gang kapitulere og skynde mig hjem under dynen i mørket.

Og som om det ikke var nok, så ramler tingene også en smule for min kæreste for tiden, hvilket vil sige, at jeg også er nødt til at være der for ham. Selvom jeg knapt nok kan hænge sammen selv. Det er selvfølgelig ikke noget han beder om - han er jo bare bekymret for mig - men jeg kan jo mærke at han har brug for det, så naturligvis er jeg der for ham så meget jeg kan.

Sidste sommer var jeg fyldt af lykke dag efter dag. Og lige nu har jeg så mange fantastiske ting i sigte. Det er bare som om, at jeg ikke kan nå dertil. Så snart jeg kommer over hovedpinen. Så snart bageren får styr på tingene. Så snart vi finder et sted at bo. Så snart, så snart, så snart. Det hele føles så tæt på, men er bare lige uden for min rækkevidde. Jeg vil gerne videre fra den her del nu, tak!

Skal til lægen igen fredag. Han er tilsyneladende en kvaksalver, for han har endnu ikke hjulpet mig en skid! Men man har vel lov at håbe. Indtil da - av.

lørdag den 15. marts 2014

Lidt lyserødt

De fineste roser fra min mormor, som stadig lever i bedste velgående (:
Har brug for mere lyst og glad i mit liv for tiden tror jeg. Kæmper en indædt kamp for at komme ovenpå den åndsvage hovedpine igen, men det er som om det ikke rigtigt virker. Har været ved lægen, og vi arbejder med en længere process for at finde problemet nu, men indtil videre er der ingen effekt.. Måtte kapitulere på arbejdet i dag, og tage hjem tre timer før tid. Auch..

Havde ellers sådan glædet mig til at skulle ud og spise med kæresten i aften - 8 måneder, big thing! Den plan er dog tydeligvis røget i vasken, så i stedet hedder den dovnedag i minilejlighed med klam mad og Game of Thrones-marathon! Knægten har stadig ikke fået set sæson 3, det er ret pinligt..

Nu vil vi lægge os og være klamme med stil. God weekend (:

onsdag den 5. marts 2014

Jeg glæder mig

Når øjnene ikke kan tåle rigtigt lys, må man jo finde andre metoder til at se hvad man laver :b
Okay, så jeg sidder pt. på tredje døgn med kronisk hovedpine. Det er ikke længere på migræne niveau, men det er stadig hovedpine. Det er jo sygt frustrerende! Kan ikke rigtigt lave noget, for da slet ikke at tale om at tage på uni. Har ikke engang turde forsøge.. Skal seriøst ikke nyde noget af at kæmpe mig hjem på den måde igen. Det var rigeligt søndag nat, tak!

Begynder virkelig bare at blive rastløst nu. Jeg har ikke været på uni siden sidste tirsdag.. Jeg har seriøst ikke tid til det her pjat! Har en eksamensopgave til i morgen aften, men det er bare vildt svært at koncentrere sig i mere end 10 minutter af gangen.. Har fået nogle fifs fra min veninde til, hvordan jeg kan undgå/nedsætte smerten. Så nu håber jeg bare det virker, og glæder mig til det er ovre (:

Jeg har ellers også en god nyhed at dele med jer xD
Vi har endelig fået grønt lys fra kærestes roomie, så nu kan vi langt om længe for alvor gå i gang med jagten på vores nye drømmehjem. Jeg glæder mig sådan! Vi søgte de første stykker i går aftes, så jeg har nærmest hoppet i stolen hver gang der er tikket en mail ind lige siden :b

Det er også noget værre noget. Kom til at købe nye bøger i dag. Men helt ærligt - fem bøger for 265 kroner? Det kan man da ikke sige nej til. Og hvem ved hvornår jeg får råd til det igen lige foreløbigt? Det er med at få fyldt lagrene mens jeg kan :b
Så det glæder jeg mig også til. Nyt læsestof. Mmmmmh (:

Pyh, sikke en masse underlige ting jeg fik samlet sammen her. Jeg glæder mig også til det bliver april. Så kommer der Game of Thrones igen. Og min veninde kommer endelig til Fyn igen!
Og til det bliver maj. Så kan jeg endelig blive klippet. Urgh hvor jeg trænger..
Jep, der er nok at glæde sig til. Så nu må det hele godt bare snart skynde sig at ske (:

lørdag den 15. februar 2014

Støvsuger og stiletter

Nu sidder I sikkert og tænker "for pokker, nu må forfængeligheden da snart få en ende!". Men så kan jeg berolige jer og sige, at det ikke er for forfængelighedens skyld.

For det første synes jeg bare, at det er et meget godt billede på mit liv lige for tiden. Jeg har en god balance mellem hverdag og støvsugning på den ene siden, og specielle lejligheder og stiletter på den anden. En uendelighed på uni og en tur i fitness efterfulgt af kjole og kærestetur på lækker restaurant. Og sådan fungerer mange af mine dage faktisk på en måde. Hvad mere kan man ønske sig?

Tjo, det skulle da lige være mit "for det andet". For jeg har faktisk støvsuget i stiletter i aften.
I torsdags skulle jeg mødes med en frisør som skal til VM i frisør (eller hvad det nu hedder) og hendes "træner". De skulle vurdere om de kunne bruge mig som model.
Jeg kunne godt mærke på dem, at de egentligt syntes mit hår var for kort. De endte dog med at sige "Vi er nødt til at have dig med. Du er perfekt". Så nu skal jeg til Frankfurt. Gratis. Og være model. Til VM. Med vilde outfits. Og endnu vildere hår! *iiiiiiiigh* xD

"Jamen hvad har det at gøre med, at du støvsuger i stiletter?" Jo, jeg fik at vide, at jeg skal kunne gå rundt i stiletter, der som minimum er 13cm høje. En færdighed jeg aldrig rigtigt har lært, og som bestemt ikke er blevet bedre af, at jeg lige har haft forstuvet den der ankel..
Derfor kommer de næste tre måneder af mit liv til at foregå i mine højeste stiletter og med en utroligt grim frisure. Jeg må ikke klippes i mellemtiden. Og jeg trænger allerede nu. Urgh, det bliver ikke kønt. Men fuck det! Jeg skal sidde hårmodel i Frankfurt, og det bliver det fedeste nogensinde! xD

onsdag den 12. februar 2014

Træt, kvæstet, kaput, smadret...

Kært barn har mange navne, og lige nu er jeg dem alle sammen. Hold nu op hvor er jeg bare færdig. Ikke med livet, eller bloggen eller noget voldsomt. Bare for i dag. Har haft nogle ret intense dage - i dag med undervisning til klokken 18. Det var nat da jeg fik fri -.-'

Men nøjh hvor jeg egentligt har det godt ellers! Har i løbet af de sidste par dage flere gange taget mig selv i at tænke, at jeg virkelig er glad lige for tiden. Livet er hårdt, men det fungerer sgu lige nu. Tror bare det er fordi, jeg lige er begyndt på det nye semester. Og fordi det snart er forår :b
Årh hvad, et selfie af Skille!
Jaeh, det er ikke noget der sker så tit herinde, det der med billeder af mit fjæs :b
Men I kan faktisk skimte hele tre nye favoritter på det her billede. To meget nye - hue og trøje, som begge er fra turen til Berlin, og som jeg knuselsker - og én lidt mindre ny.

Jeg købte en 1000 kisses Lip Tint omkring nytår, og jeg har været vild med den lige siden. Den giver et perfekt knald af farve, som gør dagen lidt mere festlig, uden at det bliver alt for meget af det gode, sådan som læbestift har tendens til. Og så holder den sygt længe. Selvfølgelig smitter den af og falmer i løbet af dagen, men efter syv timer i går (inkl. frokost) havde jeg stadig en fin kulør, da jeg endelig friskede den op.
Den gør det blege look lidt mere stilfuldt i mine øjne ;)

lørdag den 1. februar 2014

Og så blev det februar

Det var én måned. Så mangler vi bare 11 mere, og så er året omme haha :b
Ikke fordi jeg tæller ned til det eller noget. Glæder mig faktisk til at opleve 2014. Har på fornemmelsen, at det kommer til at være noget helt andet, end hvad jeg hidtil har prøvet (:

I torsdags skulle den have gas. Bare fordi vi kunne. Og det fik den! Pu ha, hvornår lærer jeg, at det er en skidt ide at drikke baileys, hvidvin, asti, whisky, granatæbleshots, øl og champagnebrus i løbet af én nat? Urgh jeg havde slemme tømmerhans i går kan jeg hilse og sige. Og føj jeg var fuld. Men jeg havde det sjovt! Indtil jeg mødte en kammerat som syntes han skulle fortælle mig, at han var deprimeret og selvmordstruet. Så havde jeg det ikke ret godt længere, men det er vel en anden side af sagen..

Det her er det modsatte af deprimeret: det er gladt (er det ikke sådan man bøjer det?). For hver gang vi tager sådan et stivt og dårligt billede, som det ovenover bliver jeg bare så glad i låget, over at vi kan være så fjollede sammen. Bartenderen på Blomsten&Bien var sikker på, at vi var på polterabend eller noget. Hvorfor skulle vi ellers have papirshatte på i byen? Jeg ved det faktisk heller ikke, men sjovt var det :b

Har sådan de sidste par dage kunnet mærke stressen ved at skulle starte studie igen snige sig ind på mig. Indtil det her til aften gik op for mig, at det totalt er fantomstress - hvis der er noget der hedder det. Jeg har købt bøger til næste semester. Jeg har fået byttet vagter på arbejdet, så det ikke ramler sammen med undervisning. Og jeg har endda tid til at nå og læse så meget som muligt, inden det hele går løs igen, for jeg har to fridage endnu. Jeg tror måske bare stressknuden melder sig, fordi jeg forventer at være stresset nu. Det er jeg bare ikke. Ha! Tag dén stressknude. Jeg er totalt overskudsagtig, og vil sove uden knude i nat - jov tark!

P.S. man ved man havde slemme tømmermænd i går, når man vågner op og tænker ordet "BACONGUD!" dagen efter.. 

onsdag den 8. januar 2014

One of those days..

Det har virkelig bare været én af de der dage. En af de dage, hvor 9 ud af 10 ting bare er gået galt, og resten bare slet ikke er gået, som man havde regnet med. Sådan en rigtig øv-dag, som jeg glæder mig til snart er overstået..

Lagde stille og roligt ud. Sov elendigt hele natten. Vågnede for at gå på toilettet, hvilket kæresten ikke forstod. Det endte med en albue i fjæset.. Super, så var vi ligesom i gang. Blev vækket et par timer senere, fordi han skulle op og på arbejde. Forventet. Så ringede min far klokken 7.15, fordi han kom forbi med mit gamle pas, som jeg skulle bruge for at kunne få et nyt inden jeg smutter. Fint nok, det havde vi aftalt, så jeg skyndte mig at hoppe i et par jogginbukser, en trøje og et par klipklapper. Jeg skulle jo kun lige ud i 30 sekunder. Farmand dukker op, jeg får mit pas og pludselig går det op for mig - porten ind til opgangen i min kærestes bygning har smæklås. Og den er lukket! Fuck, det er bare for tidligt på dagen til krise.
Ingen telefon, intet lys i bygningen og en roomie som ikke kan høre dørklokken. Jamen jeg står da bare udenfor med bare tæer i 20 minutter! Heldigvis kom der endelig en mand ud af bygningen som lukkede mig ind, og jeg kunne kravle ind under dynen igen..

Fire timer senere vågner jeg endelig af min koma. Ih nej da, det var slet ikke meningen, at jeg skulle have nået at arbejde på min eksamen her til formiddag. Det må du ikke tro.. Nå, op med mig og i bad og så ud af døren, ned på Borgerservice og få fornyet mit pas. Hvor er min pung? I min kærestes lejlighed.. Flot! Så sender vi da bare lige ham hjem efter passet, mens jeg styrter af sted for at nå min tid. Vi klarede den, og 10 minutter og 776 kroner senere har jeg fået taget et forbryder pasbillede, fingeraftryk og mit nye pas er på vej.

Og slask, så er klokken 18, jeg er nærmest kun lige nået hjem, har ikke fået arbejdet på min eksamen, og har en aftale med mine naboer om aftenen. Og så får jeg da også lige et skidt opkald fra mit arbejde. Og nu sidder jeg i min seng. Komplet kvæstet af en dag, hvor jeg ikke har udrettet andet end en tur på Borgerservice. Jeg føler mig så produktiv..


Wauw, den her dag har været deprimerende, når man ser det på skrift sådan her. HAPPY SIDENOTE!
Jeg er begyndt at lege med tanken om min næste tatovering. Ikke at jeg på nogen måde har råd, men det er nemmere at begynde at spare op, når jeg ved hvad jeg vil have. Vil have noget med en måne. Elsker månen. Den symboliserer en kæmpe styrke for mig. Og den er smuk.
Hvis jeg var rigtigt modig, gik jeg all-in, og fik en måne der inkluderede cheshire katten fra Alice i Eventyrland. Han er sej. Og sjov. Han ville give mig lov til at være tosset og minde mig om at grine af tingene. Og eventyret har altid fascineret mig, fordi jeg ikke forstår det. Og det er heller ikke meningen, at man skal forstå alt, vel?
Men jeg ved stadig ikke, om jeg er så modig? (:

*The end of random rambling*