mandag den 6. oktober 2014

Livets små glæder #7

Selvom jeg måske godt kan være en anelse ramt af efterår og studiepres lige for tiden, så er mit liv stadig fyldt med de dejligste små øjeblikke for tiden. Jeg synes i hvert fald jeg har samlet en fin lille bunke at dele med jer i denne omgang
Jeg har fået en hyggeligt lille gave af kæresten, som vi helt sikkert skal tilbringe mange timer med her i de mørke timer
Jeg hygger mig i øvrigt gevaldigt med, at de der mørke timer allerede er begyndt at ramme morgenerne. Vi skal bare lige have investeret i nogle sengelamper, så jeg kan se noget, når jeg forsøger at stå op haha.
En stor del af al den hygge foregår i vores nye, fantastiske, kæmpestore sofa, som jeg elsker utroligt højt (yay for materielle glæder!). Det er denne model fra My Home, som vi fik 2.000 kroner billigere på et endagstilbud.
Derudover har jeg pyntet lejligheden med fine planter...
... og mig selv med make-up og palietter så jeg følte mig overordentligt fin til årsfesten.
Og i den andledning lagde jeg en neglelak der bare bliver ved med at holde. Tak til Emily for fantastisk guide. Aldrig har mine negle været så flotte så længe!
Og alt imens har naturen pyntet sig selv med de skønneste farver. Mosen og stien langs Odense Å er smuk mere eller mindre hele året, men jeg tror det er fysisk umuligt ikke at blive en anelse forelsket lige for tiden. Det er seriøst dansk natur til perfektion.

Jeg ved godt, at det er en slidt kliché efterhånden, at gå i staver over det smukke efterår, men ikke desto mindre er det sandt. Selvom det også kunne være lækkert, at leve i et mere eksotisk klima, så tror jeg aldrig for alvor, at jeg ville kunne undvære de dramtiske skift mellem årstiderne, vi har herhjemme.

søndag den 5. oktober 2014

Lad os høre noget mere disco!

Wuhuu, jeg har fået et nyt musikalsk crush! Det er det jeg elsker ved at høre P3. De spiller så varieret musik, at man altid kan opdage noget nyt. Sandt, man skal også lægge øre til en masse lort Sivas, men ret ofte kommer der noget vildt godt ud af det. Sådan har jeg opdaget meget lækkert musik gennem tiden, og denne gang blev det Too Young To Die. Tror umiddelbart de er meget nye, for jeg har ikke kunne finde ret meget om dem, men jeg elsker dem!

Jeg hørte nummeret Patrick Swayze her den anden dag, og de fangede bare min opmærksomhed lynhurtigt med teksten. Det er altså god humor! Hørte den lidt mere i fredags, og nu har jeg så lige hørt deres EP Goodbye Love. Og den er skøøøøn! Festligt, gode melodier og referencer til alt det bedste fra 80'er/90'erne (tror jeg, min musikhistorie er ikke vildt skarp). I hvert fald masser af moderne disco. Jo tak!

Bum, bum. Har ellers haft en ret stenet weekend. Jeg havde en mega sjov aften fredag, med søde typer fra studiet! At selve festen ude på uni så var mega buzz-kill, det er en anden side af sagen. Det vigtigste er, at vi havde det sjovt i hinandens selskab. Det er bare mega dejligt, at jeg lige pludselig har fundet det sted, hvor jeg hører til, når det gælder studierelationer uden for uni. Det er rart at føle sig lidt ekstra hjemme. 
Men altså, fest fredag betyder jo selvfølgelig tømmermænd lørdag. Og ja, jeg nåede så at spise junkfood fire gange i løbet af ét døgn. Ad! Jeg bliver nødt til at leve af salat i morgen...

.....

... det bliver simpelthen ikke bedre end det her i aften. Min hjerne er grød. Jeg er begyndt at skrive i cirkler.. Skal vi ikke bare sige, at I lytter til det der nummer? Så husker I kun, hvor god musikken er i stedet for hvor dårligt indlægget var. Så lover jeg højt og helligt, at skrive noget mere intelligent i morgen haha. 

fredag den 3. oktober 2014

TGIF

Wuhuu, det er fredag! Og sikke en skøn fredag det har været. Startede dagen sammen med Yoga Jette nede i Fitness World (hold nu op, jeg er ude af form!), og så har jeg ellers bare puslet rundt herhjemme hele dagen sammen med kærestebøven. Ingen af os gad sådan for alvor at handle, så vi hoppede ned til Bagelboden og fik en Martin&Skille special. Det burde den i hvert fald efterhånden hedde, så mange som vi har spist hen over sommeren haha.

Vi har brugt et par timer med at nyde vores nye sofa. Den er simpelthen så fantastisk! Jeg skal nok få taget nogle ordentlige billeder til jer på et tidspunkt. Så har vi set første sæson af Supernatural færdig, mens jeg lavede de indledende forberedelser til i aften aka. lakering af neglene.
Emily lagde den fineste guide op den anden dag til, hvordan man lægger den perfekte neglelak, så jeg multitaskede lige under serien. Jeg må sige, at det mere eller mindre er den bedste manicure jeg nogensinde har lavet! Nu må vi så bare se hvor længe den holder hehe.

Brugte de to nye lakker jeg købte den anden dag, og en gammel yngling fra gemmerne. Har faktisk mere eller mindre brugt alle de nye produkter i dag, og jeg er absolut vild med det hele. Lakkerne er skønne, hudprodukterne har allerede gjort underværker for min hud (jeg tog faktisk ud uden make-up i går!), og den flydende eyeliner er fantastisk! Det var heldigvis præcis som at cykle, og jeg tror aldrig jeg har lagt så god en make-up, som jeg har i dag. Jeg fortyrder inderligt, at det ikke har været fast inventar i min pyntekasse de sidste par år..

Grunden til alt det pynteri er naturligvis årsfesten på uni, som finder sted i aften. Jeg tager af sted med en flok fra uni, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg har kun været med én gang før, og der var jeg temmeligt beruset haha. Skal faktisk også til at ud af døren efterhånden. Godt nok skal vi kun mødes et par meter herfra, men det gør det bare endnu værre at komme for sent haha.

Håber I får en skøn fredag! Vi blogges

torsdag den 2. oktober 2014

Torsdagstanker

Jeg har da fuldstændig glemt at vise jer billeder, fra sidst jeg var af sted med Wella. Snuppede lige en enkelt dag i Holstebro sidste tirsdag, hvor jeg endnu en gang blev plejet på toppen. Det var lidt utroligt så tiltrængt det allerede var efter bare en måned, men jeg vil tro, at det er vilkårene, når de professionelle klipper dig, så det er perfekt her og nu - det er ikke de mest langsigtede frisurer hehe.
Fire af os blev valgt ud til at lave et lille åbningsnummer for at sparke aftenen igang, og det skulle altså være med turban. Det var sgu en spøjs forsamling af påskeæg og smølfehatte der rendt rundt lige pludselig, men fedt så det ud!

Jeg blev endnu en gang rødhåret, men denne gang med pixiecut i pandehåret. Må ærligt indrømme at min første tanke da jeg så mig i spejlet var 'yikes!', men med lidt tilvænning er det faktisk ret fedt.
Mindre fedt er det så, at mit hår på ingen måde kan holde farven efter en afblegning, så jeg er nu pænt gulerodsfarvet i toppen allerede her en uge senere. Det kan heldigvis skjules, hvis jeg bare sætter det ordentligt og bruger masse skønne produkter.

Jeg føler lidt at det hele har været ved at ramle igen de sidste par dage, så i dag trak jeg studiestikket ud og nulstiller lige en gang med en lille 'omsorgsdag'. Jeg har i stedet brugt dagen på at få styr på en masse, så jeg forhåbentligt kan bekæmpe det der stress-fis. Et af mine vigtigste våben i den krig er lister og planlægning. Jeg vil skrue ned for 'vi-tager-det-som-det-kommer-attituden', og i stedet skrue op for strukturen. Så nu har jeg dannet mig et grundigt overblik over næste uges gøremål, og så har jeg booket en lang række hold i Fitness World på forhånd, så jeg føler mig lidt mere forpligtiget til at komme af sted.

Derudover har jeg læst lidt pensum, betalt alle mine regninger, gået en tur i den friske luft med kæresten i hånden, spist en masse sundt (og en smule mindre sundt), og så har jeg endelig fået taget mig sammen og købt et nyt batteri til min telefon. Den er gået helt agurk det sidste par uger, så eksperterne sagde, at ny strøm skulle der til. Den flinke mand i butikken sagde også, at det var helt smadret, så han var sikker på, at det ville hjælpe. Og 7-9-13 så har den også fungeret upåklageligt lige siden! Så er der da i hvert fald ét stressmoment mindre i hverdagen, og endnu en ting der kan stryges af to do-listen. Tjek.

onsdag den 1. oktober 2014

Anmeldelse - Flaskepost fra P


Som nævnt har jeg givet mig i kast med Jussi Adler-Olsens populære serie om Afdeling Q, og jeg er nu blevet færdig med den tredje i serien, som hedder Flaskepost fra P.

I bogen følger vi endnu en gang Carl Mørck og hans elskelige assistent Assad. Afdeling Q får til opgave at undesøge en mere eller mindre ulæselig flaskepost, som det viser sig har været 13 år undervejs. Er det bare drengestreger, eller er det i virkeligheden et desperat råb om hjælp, sådan som en del tyder på?
Holdets undersøgelser når vidt omkring, mens vi samtidig følger den nådesløse kidnapper i hans bestræbelser på endnu en gang at flå livet fuldstændigt fra hinanden for endnu en stærkt troende familie.

Bogen har en masse gode og en masse utroligt dårlige sider. Der skal absolut ingen tvivl herske om, at Adler-Olsen formår at skabe spænding. Han veksler konstant mellem forskellige sider af historien, hvilket konstant driver historien enormt effektivt frem.
Han skaber en usympatisk skurk med en traumatisk fortid, som gør, at man alligevel på sin vis forstår ham. Han skaber en kærlig familie, som bare ønsker at leve i fred med deres tro, men som trods alt heller ikke er bange for at træde i karakter. Og han skaber for alvor mystik i form af Assads mange hemmeligheder og hans fortid, som stadig henligger i komplet mørke.

Alt dette fungerer upåklageligt, og det er uden tvivl grunden til, at hans bøger er blevet så populære.
Hvad der dog fungerer mindre godt, er hans skrivestil! Jeg er simpelt ved at blive stiktosset, hver gang der bare står "han bla bla bla", og det på ingen måde er til at tyde, hvilken han der er tale om. De fleste af bogens karakterer er af hankøn, og selve skurken får aldrig noget rigtigt navn, så det skaber virkelig ufattelig meget unødvendig forvirring. Og der er konstant andre sproglige elementer der forvirrer og irriterer på samme måde.

Selve historien er god, fængende og original, og det trækker helt sikkert op. Jeg kan dog ikke lade være med at hænge mig lidt for meget i det urealistiske ved serien. Helt ærligt - jeg har læst tre bøger, og Mørck har allerede været ved at dø 4-5 gange! Jeg ved godt, at det skal til for at skabe en god krimi med spændingskurve og alt det der, men for mig bliver det altså for meget af det gode. Enten forsøger du er være realistisk, eller også gør du ikke. Enten eller. Bum!
Når det er sagt, så er det dog stadig en god bog. Spændingen fejler i hvert fald ikke noget, og man drives let gennem hele historien. Jeg giver den derfor 3 på min skala fra 1-5.

Nu tager jeg ind og ser filmatiseringen af Fasandræberne i morgen, og så tror jeg det ellers at jeg vil holde en lille pause fra Afdeling Q. I mellemtiden har jeg massevis af andre bøger, som jeg glæder mig uendeligt til at give mig i kast med!

tirsdag den 30. september 2014

Wake Me Up When September Ends

Der var en gang, i hvad der føles som en helt anden livstid, hvor jeg på ingen måde kunne gennemgå en september måned uden at høre denne sang minimum én gang om dagen. Det var dengang, jeg var emo. Dengang jeg var sort fra top til tå (mere end i dag altså..), dengang jeg bare ville være lige så sej som min bedste veninde, og dengang jeg havde et kæmpe crush på hendes satanistiske bedste ven.

Det var også dengang hele grundstenen for, hvem jeg er i dag, blev lagt. Det var dengang, jeg fandt ud af, at jeg bedre kunne lide at være glad og larmende end stille og trist. At jeg havde det bedre med at skille mig og ud være lidt underlig end at kæmpe for at passe ind og blive accepteret. Det var dér jeg lærte at sige 'fuck it', og bare gøre som jeg havde lyst til i stedet. Det var dengang den førnævnte veninde introducerede mig til en stor del af den musik, som i høj grad skulle være med til at definere mig som mig. 

Det gjaldt blandt andet Green Day og deres American Idiot-album (som udkom i 2004 - holy shit, det er 10 år siden!?). Jeg lærte lynhurtigt at elske hele det populære album, og jeg tror stadig mere eller mindre, at jeg kan det fra ende til anden. Men det nummer, der gjorde mest indtryk på mig, var helt sikkert dette, og lige præcis denne version er stadig et af mine ynglingsnumre i dag. Jeg får de vildeste kuldegysninger, hver gang jeg hører det og af og til også en lille bitte tåre i øjenkrogen. Det er i sandhed bare.... smukt!

Det er som sagt mange år siden nu, og jeg er et helt andet sted i mit liv i dag. Veninden har jeg ikke talt med i årevis. Satanisten blev mit første kys, min første kæreste og min første katastrofe. Og september var næsten slut, før min telefon tilfældigt shufflede nummeret ind i mine øregange den anden dag. Så har jeg til gengælde også mere eller mindre hørt det på repeat lige siden haha.

Nummeret - og især denne version - rammer stadig et eller andet helt specielt i mig, hver gang jeg hører det. Melankolien er til at tage og føle på, og stemningen passer bare perfekt til det tiltagende efterår. Lige i år har jeg vitterligt også bare haft lyst til at lægge mig til at sove som en anden Tornerose og så bare bede nogen om at vække mig, når september ender.
Studiet og jobbet har virkelig tappet mine kræfter, men der har heldigvis også være tid til skønne oplevelser og hyggelige stunder.

Om vi vil det eller ej, så er det nu september ender for i år. Ifølge mit ur er der nu under to timer tilbage faktisk, og når mange af jer læser det her indlæg, har vi garanteret allerede budt oktober velkommen.
Det er på tide at vågne op og stå til ansigt med en ny måned, nye udfordringer og nye oplevelser. Jeg vil i hvert fald tage imod oktober med åbne arme og vinke på gensyn til september.

Men først vil jeg sove længe. Jeg har nemlig fri i morgen haha

søndag den 28. september 2014

Bye money - hello beauty!

Så, der skete noget lidt forfærdeligt den anden dag. Jeg havde knapt nok sat mig i undervisningslokalet torsdag formiddag, før min veninde overfaldt mig, og spurgte om jeg ville med til lagersalg i Matas fredag aften. Øh jo tak! Har i vildt lang tid gået og manglet mere eller mindre alt, og her efter min sidste tur med Wella (jeg har været af sted igen - billeder følger!) har jeg manglet en smule mere, fordi mit nye look kræver lidt mere.

Vi droppede derfor den sidste time af fredagens undervisning (undskyld...), og drønede ind til byen med pengene på lommen. Problemet var dog, at vi faktisk overhovedet ikke anede, hvad det her lagerslag indebar. Var det alle de gode varer til nedsat pris, eller bare en masse skrammel de skulle af med for at få plads til nye varer? Jeg havde, som den evige pessimist, regnet mest med det sidste, så jeg gik endnu en gang ind uden paraderne oppe. Ups..

Jeg har fundet en fantastisk make-up fjerner, men det har så efterladt resten af huden fuldstændigt overset. Er blevet træt af de der alt-i-én produkter, og ville egentligt gerne have noget af en højere kvalitet. Og når jeg så kunne få det med 25% rabat ville det da være fjollet ikke at slå til. Derfor gik jeg efter noget af det gode, som jeg har hørt godt om, og som umiddelbart udstråler kvalitet og redningen af min hud. Valget faldt på disse tre produkter fra Trine's Wardrobe, som ganske vist ikke var billige, men som jeg allerede har et godt indtryk af. Har kun nået at bruge dem et par gange, men det lover godt. Så kunne det også være, at jeg skulle tage mig sammen og kigge på hendes blog efterhånden hehe?

Jeg skulle egentligt bare have mig en billig flydende eyeliner, men lige dér var udvalget desværre meget begrænset. I gymnasietiden var jeg dronningen af flydende eyeliner, som jeg lagde til perfektion hver morgen. Det var jo en nødvendighed for at opretholde emo-looket! Der var nogen der sagde til mig, at det blev meget nemmere med en fast pensel, eller med en almindelig blyant, så jeg har brugt de sidste mange år på at teste alternativer. Dommen er nu faldet - der er intet der kan måle sig med en rigtig pensel! Og de eneste der havde det den anden aften, var altså Nilens Jord, så nu tester jeg også dem af.

Som min veninde sagde, så kom hun i høj grad for neglelakken. Og jeg kan ikke benægte, at de også trak gevaldigt i mig. Vores jagtstrategi var dog forskellig - hun gik efter mange af varierende kvalitet, mens jeg bare gik efter Essie. Tjekkede også en del andre ud, men heldigvis sejrede fornuften, og jeg begrænsede mig til denne skønne grønne i farven 'ruffles and feathers' og en top coat kaldet 'super duper'. Og disse to har allerede bestået testen haha.

Der røg hele oktobers budget så før måneden overhovedet er kommet i gang, men af og til skal der også bare være plads til en smule luksus. Så må jeg bare styre min shoppetrang i næste måned. Tror nok det kan lade sig gøre, nu hvor jeg er omgivet af lækre ting fra top til tå og i hele hytten!